05.05.14
- Det er ikke en kulturpolitisk straffelov, og det er ikke færdselsregler, der skal følges af alle, men det er mere end en tom deklaration.
Kulturminister Vladimir Medinskij var i defensiven, da han for nyligt blev bedt kommentere sit eget ministeriums udkast til ny statslig russisk kuĺturpolitik. Det har han været lige siden dokumentet blev offentliggjort i april, ikke mindst på grund af dets centrale tese om, at «Rusland ikke er Europa». Udkastet afviser, at der er ét sæt universale værdier og friheder, som nationer og kulturer nødvendigvis skal følge. Rusland er derimod et kulturelt autonomt superetnos med sit eget værdisæt, argumenterer dokumentet under henvisning til tænkere som Nikolaj Danilevskij, Arnold Toynbee - og Samuel Huntington.

Kun de nyttige blomster skal vandes
Ifølge udkastet er den russiske nationalkultur ikke et puslespil af forskellige lokale, kulturelle miljøer. Tværtimod mener dets forfattere, at den russiske kultur er produktet af en tusindårig proces, der langsomt har skabt et fælles verdensbillede, Og en ansvarlig kulturpolitik skal kun støtte de subkulturer, som er i overensstemmelse med den nationale kultur, fastslår dokumentet og citerer kulturminister Medinskij:
«Måtte hundrede blomster springe ud, men vi vil kun vande dem, der er nyttige.»

Dokumentet lægger op til, at moderne kunst, der ikke har et positivt åndeligt-moralsk indhold, må se langt efter offentlig støtte:
- (…) ingen formeksperimenter kan retfærdiggøre indhold, som er i strid med traditionelle værdier i vores samfund. 

Det er muligt, at vi vil se Rusland som den sidste vogter af den europæiske kultur, kristne værdier og ægte europæisk civilisation
Russisk kulturminister Vladimir Medinskij
To tolerancer
Dokumentet har fået en blandet modtagelse.
- Jo, sagde rockmusikeren Andrej Makarevitj i et interview på radio Moskvas Ekko, Rusland er ikke Europa — det er en god overskrift. Og Europa er ikke Amerika, Amerika ikke Afrika. Det er jeg helt enig i (…) Bagefter forsøgte jeg at forstå, hvad det konkret er ved vores åndelige selvidentifikation, der skiller os ud. Den baserer sig på russiske værdier? Enig, men hvad vil det sige?

Til radiostationen Ekho Moskvy udtalte kulturolog og redaktør af filmmagasinet Isskustvo kino, Daniil Dondurej, at han ikke har set noget lignende siden 70'erne.
- Jeg håber, at der i den endelige version ikke vil stå sten på sten tilbage af den oprindelige, at der ikke er nogen der vil have lyst til at sige, at vi ikke er europæere! 

Den forkerte vej
Udkastet bliver dog også hilst velkomment.
- Hvordan forholder man sig til os i Europa i dag? Hvad sagde de i Europarådet? De beskylder os for at have begået samtlige dødssynder. Jeg synes det er på tide, at indlede en ny kulturpolitik, udtalte instruktøren Aleksandr Melnik forleden til avisen Izvestija og tilføjede, at Rusland nu i 25 år har forsøgt at bevæge sig i retning af Europa, men at det med tiden har vist sig, at det var «den forkerte vej». 

To slags tolerance
En af forfatterne bag udkastet, Vladimir Tolstoj (oldebarn til Lev Tolstoj) mener, at det er på tide at tage et opgør med den vestlige totalitære tolerance:
- I vores land har vi altid respekteret folk med andre kulturer. Og så er der den vestlige tolerance, som nærmest er en medicinsk term. Jeg tror, det er klart for alle, at man ikke kan forholde sig ukritisk til alle kulturelle fænomener, som omgiver os. (…) Enhver kulturelt dannet person må vælge, hvad der passer ham, og hvad der ikke gør — også selvom dette valg bliver kaldt intolerant, udtalte Tolstoj til Izvestija. 

 

 

Kazimir Malevitjs

Rindal på speed 
Dokumentet er som nævnt kun et udkast, men ifølge kultusminister Medinskij har regeringen indtil videre valgt at gå videre med halvdelen af punkterne, og han håber, at flere vil finde vej ind i det endelige udspil.
I sin nuværende form rejser dokumentet en række spørgsmål om, hvad den russiske stat fremover vil betragte som kunst. Spørgsmålet er om Vasilij Perovs berømte billede Påskeprocession på landet fra 1861, der sætter den ortodokse kirke i et noget tvivlsomt lys, ville slippe gennem nøgleøjet i dag? Og om Kazimir Malevitjs berømte værk «Det sorte kvadrat» kunne?

Rus(ser)land
Et andet åbent spørgsmål er, om det nye program vil gøre op med det politisk korrekte udtryk «rossijskij», som udspillet lægger op til. Ordet betyder noget i retning af «ruslandsk» og blev genintroducret af den første russiske præsident Jeltsin, der i sine taler tiltalte russerne «ruslændere» (rossijane) og omtalte fælles statsanlæggender som ruslandske («rossijskie»), hvilket har skurret i ørerne lige efter Sovjets opløsning, da unionens øvrige fjorten lande byggede deres nationalidentitet op omkring flertalsnationaliteten, fx. esterne i Estland, georgierne i Georgien etc. Ifølge udkastet bør man gøre op med berøringsangsten for at bruge ordet for etnisk russisk, nemlig russkij, fordi det nu engang er det russiske folk, der er «statsdannende»:

At benægte det er at benægte mellemnationale forskelle i det hele taget (omkring 80 procent af landets borgere er russere). Tilsvarende er det de allerfleste af vores lands kunstværker forbundet med kunstnere, der har skabt deres kunst indenfor den russiske kulturelle tradition. 

Dokumentet understreger dog at: «den ruslandske enhedskultur har optaget elementer fra alle folkeslag (alt efter deres muligheder) og det bedste fra verdenskulturen.» 

 
«den ruslandske enhedskultur har optaget elementer fra alle folkeslag (alt efter deres muligheder) og det bedste fra verdenskulturenEuropa er ikke Europa
De næste måneder vil vise, hvilke tanker der slipper igennem til det endelige program.
Journalisten Grigorij Rezin mener, at dokumentet bliver et kompromis mellem to fløje i russisk politik. Den ene mener groft sagt, at Rusland ikke er Europa. Den sværger til 19-tallets slavofilisme og mener, at Rusland skal følge sin egen euroasiatiske kurs.
Den anden fløj består af konservative mere vestvendte kulturpersonligheder og politikere, der føler sig tæt forbundet med 19-tallets vestlige litteratur og kultur, men betragter nutidens Europa som værende i moralsk frit fald. Denne fløj mener groft sagt, at Europa ikke længere er Europa. Eller som kulturminister Medinskij så diplomatisk formulerer det: 

- Det er muligt, at vi vil se Rusland som den sidste vogter af den europæiske kultur, kristne værdier og ægte europæisk civilisation. Jeg vil vove påstanden, at russiske turister, der kommer til Grækenland, Frankrig, Spanien er mere velbevandrede i Herakles, Odysseen, Gargantua og Don Quixotes bedrifter end de indfødte.  

Kilder: 
Минкультуры изложило «Основы государственной культурной политики»
"Это не уголовный кодекс культуры"
Interview med Revzin
Interview med Makarevitj

Citatmaraton

Udkastet til nye russisk kulturpolitik er et lettere rodet dokument med ikke mindre end 12 Putincitater. Her følger en oversættelse af nogle af dem: 

- Vi kan se, hvordan mange euro-atlantiske lande de facto afviser deres rødder, herunder også de kristne værdier, som den vestlige civilisation er bygget på. Man benægter det moralske grundlag og enhver form for traditionel identifikation: national, religiøs eller sågår kønsidentitet. 

Man fører en politik, der ligestiller børnefamilier og homoseksuelle par, samt tro på gud med tro på satan. Den politiske korrekthed går så vidt som til i alvor at diskutere om partier, der ønsker at propagandere pædofili, bør have lov til at blive registreret. 

vi ved, at der er i verden er stadigt flere, der støtter vores holdning til en beskyttelse af de traditionelle værdier, som i årtusinder har udgjort det åndelige og moralske grundlag for civilisationenI flere europæiske landet er man bange for eller skammer sig over at tale om sit religiøse tilhørsforhold. Det er sågar helligdage, der bliver afskaffet eller omdøbt, idet man med skam skjuler selve essensen af denne helligdag - det moralske grundlag for disse helligdage. Og denne model forsøger man agressivt at påtvinge alle, hele verden. Jeg er overbevist om, at det er den direkte vej til degradering og primitivisering, til en dyb demografisk og moralsk krise. 
(Valdaj, 19.09.2013). 

Uden de værdier, som er indbygget i kristendommen og andre verdensreligioner, uden de moralske normer og etik, som er blevet formet over årtusinder, vil folk uvægerligt miste deres menneskelige værdighed. Og vi anser det for både naturligt og rigtigt at stå fast på disse værdier. Man skal respekter et hvilket som helst mindretals ret til at skille sig ud, men der bør heller ikke stilles spørgsmålstegn ved flertallets ret.
(Valdaj 19.09.2013).


I dag tages moralske og etiske normer op til overvejelse i mange lande, nationale traditioner og forskelle mellem nationer og kulturer udviskes. Af samfundet kræver man ikke længere en naturlig anerkendelse af den enkeltes ret til ytringsfrihed, til religiøse synspunkter og privatliv, men også en obligatorisk anerkendelse af ligeværdighed, hvor mærkeligt det end kan lyde, mellem godt og ondt, begreber, som udelukker hinanden. En sådan ødelæggelse af traditionelle værdier "oppefra" får ikke kun negative følger for samfund, men er også grundlæggende antidemokratisk, fordi den udføres ud fra abstrakte, verdensfjerne ideer, i strid med det folkelige flertal, der ikke accepterer de igangværende ændringer og den foreslåede revision. 
Og vi ved, at der er i verden er stadigt flere, der støtter vores holdning til en beskyttelse af de traditionelle værdier, som i årtusinder har udgjort det åndelige og moralske grundlag for civilisationen, for ethvert folk: værdier [der handler om, jg] den traditionelle familie, det ægte menneskeliv, herunder også et religiøst liv, ikke kun et materielt liv, men også et åndeligt med værdier som humanisme og mangfoldighed. 

Det er selvfølgelig et konservativt synspunkt. Men, for at bruge Nikolaj Berdjaevs ord, så er essensen af konservatimen ikke at forhindre en hvert skridt fremad og opad, men at den forhindrer skridt tilbage og nedad, det et kaotisk mørke, tilbage til naturtilstanden. 
(Præsident Putins tale til det russiske parlament, 12.12.2013). 

Sammen med uddannelse og oplysning former kulturen den menneskelige kapital i vores land. Det er er del af vores historiske kode, nationalkarakter. Derfor skal den statslige kulturpolitik omfatte alle livets forhold og sikre traditionelle værdier, en styrkelse af dybe åndelige bånd til ens fædreland, øge tilliden mellem mennesker, deres ansvarlighed og civil deltagelse i udviklingen af vores stat. 
(Pskov 03.02.2014).

(Oversættelse: Jesper Gormsen)