I næsten alle tilfælde stammer de anholdte fra Kirgisistan, Tadjikistan og Uzbekistan.
Læg dertil de tusindvis af borgere, der er rejst fra Rusland og de centralasiatiske lande til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, og det turde være åbenlyst, at Rusland ikke er undtaget truslen fra militant islamisme.
De mange centralasiatiske terrormistænkte udfordrer ikke bare Kremls forsøg på at dæmme op for radikalisering, men også Ruslands politiske projekt med at binde de tidligere sovjetstater tæt til sig, påpeger den britiske forsker og ph.d. ved Higher School of Economics i Moskva, Dominic Rubin, til Information.
De har givet anledning til fornyet kritik i Rusland af landets lempelige regler for indrejse og for opnåelse af statsborgerskab for borgere fra Centralasien.
»Men i dag kan du lige så lidt udelukke kirgisere og usbekere, når du taler om Rusland, som du kan udelukke britiske pakistanere og britiske indere, når du taler om Storbritannien. De afgrænsninger er dybest set meningsløse,« siger Dominic Rubin, der til efteråret barsler med bogen Russias Muslim Heartlands.
Rubin mener, at det reelle antal centralasiater i Rusland kan være helt op mod 15 mio. FN anslår antallet til 11 mio. inklusiv borgere fra ikke-muslimske nabolande som Ukraine, Moldova og Armenien.