"JG tryllebandt såvel k-ungdommen som de
tilstedeværende gnavne gamle mænd m/k. Ved hjælp af en snøresnor,
tøjklemmer og helt almindeligt A4-papir. Det var en tour-de-force i
landet Ruslands historie – med fokus på centrale politiske hændelser.
Stilen var afslappet, JG fik etableret en dialog med salen. Spørgsmål og
svar føg frem og tilbage.
Og det blev pludselig meget let at forstå, hvorfor Putin er så populær!
Uden at afsløre for meget, så lykkedes det JG at etablere en storpolitisk cliffhanger."
Fra Christianhavn Gymnasiums hjemmeside
Mit "tørresnorsforedrag" er et helt klassisk foredrag, hvor jeg bevæbnet med tørresnor, klemmer og nøgleord tager publikum på et tidsrejse i nyere russisk historie. Med udgangspunkt i, hvad publikum allerede ved, gennemgår jeg en række centrale begivenheder og begreber og lægger op til debat om russernes historie- og demokratisyn.
Jeg kommer blandt meget andet ind på feminisme og fagforeninger, klementiner og kleptokrati, værdier og valgfusk, - samt på, hvorfor demokrati og liberalisme ikke betyder helt det samme på russisk som det gør på dansk.