folket der gik i seng i en supermagt

-og vågnede op i en bananrepublik

FEM ÅR I RUSLAND. Det lyder måske ikke så sejt som ”Syv år i Tibet” (eller "Syv år i PET"), men det er det. To timers flyvning fra Danmark ligger verdens største land, produktet af historiens længste sociale eksperiment – den sovjetkommunistiske planøkonomi - og siden udsat for en ikke mindre eksperimenterende transitionsperiode. Et land, hvor jeg har tilbragt i alt fem år af mit liv. Fem år, som har været med til at forme mig og mit verdensbillede.

Her har jeg samlet en række selvoplevede situationer, der har gjort indtryk på mig, og som på hver sin vis kaster lys over centrale emner i den russiske historie og samtid.

Jesper Gormsen

Smag og behag ...
На вкус на цвет ...

- De har ødelagt den. Fuldstændigt!
Det er det samme overalt i Østeuropa. Mange er overbeviste om, at de store levnedsmiddelgiganter Kraft og Nestle, der har opkøbt gamle hæderkronede virksomheder, har smadret de lokale fødevarer og håndværkstraditioner. Det er især kvaliteten af chokolade, der kan hidse folk op.
det smager mest af alt af øllebrød og det bare vokser og vokser i munden. Jeg har tit lagt gane til søde sager, som efter mine værters udsagn endnu ikke var helt korrumperet af vestlige multinationale konfekturekonglomerater. Den estiske konfekturefabrik Kavel har for eksempel et produkt ved navn Kamatahvel. Det ligner chokolade, lugter som chokolade, har samme form og emballage, som firmaets øvrige chokolader, men det er at bide i som figenpålæg, det smager mest af alt af øllebrød og det bare vokser og vokser i munden.

Det har altid undret mig, at folk savner de gode gamle kommunisttider på konfekturefronten. En højtstående tysk manager i Nestle Rusland gav mig sit bud:
- Al den hårde valuta, som de kommunistiske regimer tjente, gik ubeskåret til militært isenkram og computere. Var der noget til overs, ja så købte man lidt bananer og kakao. Dvs. at man havde en usikker forsyningsituation og chokoladeprodukter med et meget lavt kakaoindhold. Man eksperimenterede med andre smagsstoffer baseret på blandt andet malt og roer. Da vi så kom ind på markedet, ville vi give folk et bedre produkt med højere kakaoindhold.
- Men chokolade var dyrt i kommunisttiden og smagen var noget man forbandt med særlige lejligheder, så det er ikke alle, der synes om dét, som vi i vesten mener er Qualitätsschokolade, forklarede tyskeren. (…)

Ministeriet for magi
Министерство магии

- I 1963 bragte det videnskabelige magazin Nauka i zhizn en artikel om et revolutionerende forsøg. Den amerikanske flåde havde om bord på ubåden Nautilus, der var neddykket ud for Grønlands kyst, ladet en clairvoyant sende tanker til en anden clairvoyant i Chicago. Resultaterne var slående.

- Da interessen for disse parapsykologiske fænomener havde ulmet længe, henvendte en gruppe tilhængere af dette videnskabelige felt sig til Videnskabernes Akademi, som igen henvendte sig til Centralkomiteen. Man velsignede denne opgave, tildelte os 2 mio rubler, en postboks og lokaler. Man samlede et hold af radioteknikere, matematikere til statistik, psykologer, en psykiater, fysikere …
Målet var, at afklare, om der bag det paranormale lå kræfter, som kunne bruges militært ---Hvis jeg ikke havde kendte hans søster godt, så havde jeg aldrig troet på Kiril. Som han sad der ved tebordet med sit store grå skæg og levende øjne, lignede den gamle mand en nisse. Det var endog meget svært at tro på, at han i sin ungdom havde været med til at stifte et hemmeligt center for udforskning af det paranormale. Den Røde Hær ville ikke risikere at sakke agterud på nogen front i den Kolde Krig og etablerede et sådant institut. Healere, magikere og kloge koner fra hele Sovjet blev inviteret til instituttet, hvor en gruppe af forskere forsøgte at aflure disse mennesker deres særlige evner. Målet var, at afklare, om der bag det paranormale lå kræfter, som kunne bruges militært …

(lyt også til indslaget Laboratoriet for magi 36 minutter og 35 sekunder inde i podcasten Hygge og magi.)


Amerikanernes, frimurernes og jødesmovsenes antirussiske sammensværgelse
Антироссийский американски-жидо-мазонский заговор

- Han har sgu nosser ham Akhmadinejad, sagde en taxichauffør til mig. - Hvis en amerikaner går udenfor sit hotel i Teheran iført shorts, så får han en bøde på 500 dollars. Gør han det igen, så bliver han idømt stokkepryl, indtil han er halvdød. Det er dérfor, at de bomber dem!
Jeg var slet ikke med.
- Hvordan det?
- Jo, sagde chaufføren, de giver ikke efter. Jer har de fået krammet på med økonomiske midler og os – ja, her har de opnået det, de ville, med vodka og narkotika. Men muslimerne giver sig ikke så let – det er derfor, at de bliver bombet!

Lad det være sagt med det samme: amerikanske sammensværgelsesteoretikere burde sendes på efteruddannelseskursus i Rusland. Her mener mange, at drivhuseffekten i virkeligheden er noget, som vestlige videnskabmænd har fundet på for at kunne tiltrække sig flere forskningsmidler. Mange mener, at det var jøder og tyskere alene, der bragte tsaren til fald i 1917. Og mindst ligeså mange mener, at det var selvsamme jøder i ledtog med amerikanerne, der bragte Sovjetunionen i knæ omkring halvfjerds år senere.
Når man har hørt tilstrækkeligt mange sammensværgelsesteorier, så begynder man at fundere på, hvorfor russerne dog er så overbevist om, at jøder og amerikanere er så meget klogere, siden det åbenbart gang på gang lykkes dem at ”snyde” russerne? Hvorfor at de har så ringe tillid til egne evner? Og det er såmænd her, at hunden ligger begravet – i en utrolig ringe tillid til Ruslands egne institutioner (…)


Hvad begynder en bil med?
C чего начинается машина?

Lærerlønningerne i Rusland er ikke noget at skrive hjem om. Det er pensionerne heller ikke, men hvis man kan hæve en af hver, så kan det lige hænge sammen. Derfor er gennemsnitsalderen på de russiske universiteter hastigt på vej op. Hvilket undertiden giver sig helt groteske udslag.

Min vens grandtante har klamret sig fast til sin stilling ved universitetet siden 1953. Hun hører ikke så godt, lider af en form for skizofreni, men den 88-årige har et upåklageligt overlevelsesinstinkt. Hun underviser i et ret perifert emne og for ikke at skabe sig fjender, så har hun altid ladet alle sine elever bestå med topkarakteren 5. Men da hendes kolleger på instituttet begyndte at snakke om anti-korruption, så forstod hun, at hun hellere måtte begynde at stille krav.

Så hun begyndte at afholde timelange mundtlige eksamener, hvor hun imellem temaer om fingeraftryk og ligsyn stillede spørgsmål som: Hvad begynder en bil med?
Spørgsmålet er endnu mere dobbelttydeligt på russisk. Det kan forstås både som "hvad begynder bil med og" - dvs. "b" - og som "hvad begynder en bil med?" Med kofangeren? Chassiset?
En studerende havde undret sig så højlydt, at den gamle underviser havde vrisset:
- Ja, med bagagerummet, selvfølgelig!
Hvad de studerende ikke kunne vide er, at den gamle dame bor i en snæver gård, hvor man bliver nødt til at bakke ind, så når hun kommer ned til bilen, så er det første hun ser bagagerummet.
Hun havde vrisset så højt, at det kunne høres gennem døren, men lige meget hjalp det. Til den næste elev havde den gale gamle kvinde fundet på et nyt spørgsmål:
- Hvad sidder foran forruden?
Atter var spørgsmålet udtænkt af en skrantende, skizofren - og sammensunken - kvinde, for svaret var: bakspejlet.

Og således ødelagde den gamle kvinde mange studerendes chance for at få et såkaldt "rødt" diplom bestående af lutter femtaller. Hendes pårørende håber i deres stille sind, at de studerende vil klage til universitetet, men har ikke tænkt sig at foretage sig noget selv. De krydser nemlig fingre for, at de vil blive betænkt i den gamle dames testamente. Hendes treværelses lejlighed i det centrale Moskva er en formue værd. Og selvom den gamle dame er svagelig, så har hun overlevet Stalin-tidens stikkeri og skulle hun få mistanke om forræderi, så ...

Hvorfor drikker Ivan?
Почему Ваня пьет?

Der var mange fascinerende ting ved det lokum. Fraværet af en håndvask. De sirligt udskårne avisudklip i holderen til venstre og de lyserøde toiletruller til højre, som tilsyneladende blev indkøbt specielt til os. Der var selve det sovjetiske toilet, hvor hullet befinder sig forrest i kummen, så man bliver præsenteret for sit skaberværk, inden man trækker efter sig. Men det mest fascinerende var alligevel hasperne. Den ene sad nemlig på ydersiden af døren, hvilket undrede Jørgen og mig såre.
Han og jeg befandt os i Vladimir. Året var 1998 og vi var i Rusland for første gang. Mysteriet med hasperne blev løst året efter. Jørgen var atter i Vladimir og tog ud til den gamle værtsfamilie. Da han ringede på, blev der stor tumult inde bag døren. Da døren blev åbnet var der helt stille. Moren og sønnen Andrej tog imod i gangen og alt åndede fred og ro. Det eneste, der røbede, hvor faren var, var krogen. Den sad i haspen. Han havde åbenbart været så fuld, at de havde låst ham inde på dasset (…)


Revolutionerne der ikke kom
Не состоявшиеся революции

- Jeg vil ikke have retten til at blive kamppilot. Jeg vil ikke have retten til at være langturschauffør eller soldat. Jeg er kvinde!

Denne svada var slutningen på et aldrig påbegyndt bekendtskab med en i øvrigt helt almindelig russisk pige. Jeg havde begået den kæmpe fejl at bringe snakken ind på feminismens lyksaligheder.
Nogle måneder forinden havde jeg været på en temmelig dyr cafe med en veninde. Hun var nu en holden forretningskvinde, men første gang vi mødtes i Moskva havde hun næsten ingen penge. Dengang lod hun forstå, at alene turen ind til centrum havde været dyr, og da hun inviterede på ”restaurant” viste det sig at være McDonald's. Men nu var hun tydeligvis ved muffen og jeg kunne ikke dy mig for at spørge, hvor meget hun tjente.
- Hvor meget jeg tjener? Det kan jeg ikke fortælle dig.
- Hvorfor ikke?
- Det har jeg ikke engang fortalt min kæreste.
- ?!
- Ja, jeg tjener jo noget mere end han gør, svarede hun, som om det var den naturligste ting i verden.

Hvis man begynder at tale om feminisme i Rusland bevæger man sig ind i et minefelt. Russerne har lagt sind og skind til én revolution, med grusomme menneskelige og økonomiske følger. Det førte til historiens længst varende sociale eksperiment – det sovjetiske planøkonomiske regime. Men russerne har aldrig haft et studenteroprør eller en kønskamp. I sovjetregimets selvforståelse var Sovjetunionen det bedste af alle samfund og havde brudt med al social uretfærdighed. Og selv om russiske kvinder skal være de første til at indrømme, at ægteskabet for mange stadig er en vigtig social forsikring og at mange må finde sig i utroskab, så vil de stadig kæmpe for deres ret til at være ”rigtige kvinder” (…)

(Se også artiklen Ind bag ikonet i Magasinet Europa)


Alt kan købes
Все можно купить

- Årh Jesper, du forstår da heller ingenting, sagde Artjem drillende.
Jeg stod og kiggede på den billige flaske blommevin, han havde stillet på bordet i sit rodede kollegieværelse og funderede på, hvad det var jeg ikke forstod.

Før jeg tog til Rusland, havde jeg spurgt ham, hvor jeg skulle bo. Først var planen, at jeg skulle bo hos hans forældre, men så ændrede den sig: jeg skulle bo på hans kollegium. Var det ok? Ja ja, det er helt fint.
Men den første dag i Moskva viste det sig, at det ikke var helt fint. For at komme ind på Det Russiske Videnskabernes Akademis kollegium i det sydlige Moskva skulle man aflevere sit pas. Det skulle afhentes senest klokken 23, når kollegiet lukkede for besøgende. Så Artjem og jeg havde i over en uge forladt kollegiet klokken 23 og bestukket os ind hos vægterne senere på natten. Som regel kunne man nøjes med at stikke dem en øl eller en plade chokolade. En af vægterne var afholdsmand, ham måtte jeg stikke 50 rubler (omkring ti kroner) for at komme ind. Ikke meget på et tidspunkt, hvor terrortruslen i Moskva var reel.

Et par aftner havde Artjem forsøgt at overlade forhandlingerne med vægterne til mig – som en slags træning i det at være en rigtig russer. Det gik dog ikke så godt, for jeg blev altid stiktosset. For det første syntes jeg, at det var hans opgave som vært at skaffe mig en seng hver aften. For det andet er tanken om korruption er mig fremmed og modbydelig og mit ellers næsten ikke eksisterende temperament løber altid af med mig, når jeg konfronteres med den. Det løser selvfølgelig dit problem her og nu, du bliver lukket ind på det lukkede kollegium, men de tjetjenere, der få måneder senere kørte en lastbil med våben ind i Moskva for at besætte et teater, bestak sig også forbi vagterne. Det kostede flere hundrede mennesker livet, da FSB nogle dage valgte at bruge nervegas og stormede det besatte teater …

Og nu, efter en uge at have bestukket mig ind på kollegiet - havde Artjom stillet en flaske på bordet med ordene:
- Nu skal vi på museum. Jeg kender en pige på Istoritjeskij muzej.
Det kunne jeg kun forstå på en måde:
- Jamen, kan vi ikke bare købe en billet?! Det er et museum. De må da for pokker lukke folk ind!
- Årh Jesper, du forstår da heller ingenting, smilede Artjem. - Jeg kender en pige, der sidder og restaurerer gamle fotografier ude bagved udstillingen (…)


I kan jo så godt lide eventyr
Вам же так нравятся сказки

I forbindelse med en artikel til Ingeniøren kontaktede jeg pressesekretæren for den russiske rumfartsorganisation Roskosmos, Han nægtede pure at udtale sig om organisationens planer.
"Kommentere vores planer? Nej, ved De hvad! Til hvad nytte? Så fremlægger vi vores planer, og så reagerer folk på dem, og så bliver det slet ikke til noget."
Han henviste dog i sit storsind til en journalist i rumfartsmagasinet Novosti Kosmonavtiki, hvis artikel han i øjeblikket havde til gennemlæsning.
"Dér kan De læse om vores planer i næste uge. Og resten kan De læse hos H. C. Andersen. I danskere kan jo så godt lide eventyr."

Det er sin sag at tale med russere om pressen som den fjerde statsmagt. Som journalisten Ivan Zasurskij skriver, så er der næsten ingen nye medier i Rusland. De fleste aviser, magasiner og tv-stationer har rødder i tiden før kommunismens sammenbrud og har gennemlevet halvfemsernes kaos. Og det er intet mindre end jublende naivt at tro, at russiske journalister levede af kildevand og idealisme alene i de år. Flere journalister har excelleret i såkaldt tjernyj piar (sort PR) – dvs. købt journalistik, der skulle tilsvine konkrete personer. Tilsvarende kunne journalister tjene lidt ekstra til livets ophold ved at tage penge for IKKE at skrive visse historier (…)

DEN STORE FÆDRELANDSKRIG

Dérfor
Поэтому

Under en tolkning mødte jeg en ældre dame fra det tidligere Sovjetunionen. Hun kunne ikke dansk og al hendes familie boede i Tyskland. Da hun efter tolkningen klagede sig over, at hun var lidt ensom, spurgte jeg, hvorfor hun dog ikke flyttede til Tyskland.

- Det skal jeg fortælle dig. Der er nemlig en grund til, at de er der og jeg er her.
- Det var den 24. august 1941. Krigen var begyndt og mine forældre havde valgt at lade sig evakuere. Vi havde efterladt alle vores ejendele på et skib i Odessas havn. Pludselig lød luftsirenerne og vi blev gennet ned i nogle skyttegrave. Da alarmen blev afblæst kom vi op igen, men så dykkede det tyske fly pludseligt. Min mor trak hev mig væk fra gaden og vi klemte os op ad en mur. Tyskeren dykkede imod os. Jeg så ham, ligesom jeg ser dig nu. Han majede folk ned med maskinkanonen ... Min mor blev ramt i hovedet og hendes hjernemasse flød ud. Min far blev såret. Og min søster og jeg – vi var uskadte. Sådan ville Gud det. Jeg var fjorten.
- Min mor døde selvfølgelig på stedet. Min far døde to dage senere. Min søster og jeg tilbragte hele krigen i skyttegravene uden dokumenter, uden ejendele. Vi drak vand fra vandpytter og spiste, hvad andre smed ud. Dérfor kan jeg ikke flytte til Tyskland. Min søn siger, at i dag er der en anden generation af tyskere, der tager afstand til fortiden.
- Hér, sagde den gamle dame og næsten slog sin lille næve ind mod sin runkne pande, hér kan jeg forstå det, men ikke hér, sagde hun og knugede sin hånd ind mod brystet. (…)


”Smid russerne over på den anden siden af Dnjepr, og jøderne i Dnjepr!”
»Русских за Днепр, жидов в Днепр!»

Først i halvfemserne gjorde slogans som disse livet uudholdeligt for jøder i Moldova. Det var langt fra det eneste sted, hvor racismen og antisemitismen blomstrede op efter Sovjetunionens sammenbrud. Også i de øvrige sovjetrepublikker stak racismen og nationalismen sit altid grimme hoved frem.

Umiddelbart kan det undre, at antisemitismen stadig trives i de lande, der led mest under nazismen - de tidligere sovjetrepublikker. Men i virkeligheden er det slet ikke så underligt. ”Den store Fædrelandskrig” handlede for Sovjetunionen ikke om ideologi og mange russere aner ikke, hvad Holocaust er. Anden Verdenskrig handlede slet og ret om overlevelse og krigen satte sig så store spor i de sovjetiske folk, at man stadig ikke må stille spørgsmåltegn med noget som helst i krigsførelsen. Slet ikke ved Ribbentrop-Molotov-aftalen og den sovjetiske dominans i efterkrigstiden (…)


Hundenes historie
История собак

På en hundeudstilling i Moskva løb jeg ind i et kobbel Sankt Bernhard-lignende kæmpehunde. De blev striglet og passet af unge mænd i lyseblå træningsdragter. Da en af dem fortalte mig, at han han var ved at aftjene sin værnepligt i en kennel, troede jeg først, at jeg havde hørt forkert.
Men den er god nok. Næsten tyve år efter den røde hærs opløsning rådede den russiske hær stadig over ”Røde Stjerne” - en kennel, der leverer hunde til hæren, Indenrigsministeriet og grænsetropperne.

Røde Stjerne er et produkt af den kolde krig. USSR var militariseret til tænderne og enorme industrikomplekser stod klar til at indstille den civile produktion og begynde at fabrikere militært isenkram. Militariseringen gennemtrængte hele samfundet og berørte faktisk også hunde.

Anden Verdenskrig havde ikke blot kostet 25 mio mennesker livet, den havde også decimeret antallet af racehunde. Ligesom heste blev indforskrevet til tjeneste i hæren gjaldt det samme jagt- og sporhunde, som blandt andet blev brugt til kommunikation mellem delinger ved fronten. Ud fra Sovjetunionens få overlevende racehunde plus dem man havde konfiskeret under indrykningen i Königsberg, Polen og det senere DDR skulle Røde Stjerne skabe nogle hårdføre vagthunde til militært brug. Det blev til blandt andet racer som Moskva Vagthund, Moskva Vandhund og Russkij Ter'jer, henholdsvis en krydsning af Sankt Bernhard og kaukasisk hyrdehund, Newfoundlænder og kaukasisk hyrdehund samt en krydsning af forskellige Schnauzer-racer (…)


Røde Stjerne
Kрасная звезда

- Vi havde ytringsfrihed, for så vidt, at vi i køkkenet kunne sige, hvad vi ville eller mødes i en skov og snakke, fordi ingen kunne høre os. Nu har vi virkelig ytringsfrihed, men der tales ud i et tomt rum, der er ingen der hører efter. Hvad skal man med sådan en ytringsfrihed? Det er, så at sige, almindelig sludder, ikke ytringsfrihed.
Ordene kom fra Vladimir Kuzar, udlandsredaktør på den russiske hærs officielle avis Røde Stjerne. Jeg var ved at samle materiale til et speciale om Den Røde Hærs selvforståelse sidst i firserne og i dag var jeg taget ud til Røde Stjernes redaktion for at kigge i avisens arkiver. Redaktøren, der havde dækket murens fald, havde indvilliget i et interview. Det væltede mit oprindelige projekt. Bygningen var slidt, halvdelen af lokalerne var lejet ud til andre formål, og på toiletterne gjorde gamle numre af Røde Stjerne det ud for toiletpapir. Og her sad redaktøren nærmest og sagde, at han hellere ville være ytringsfriheden foruden.

Selv sad jeg i Forsvarsafdeling ved den danske ambassade i Moskva og skrev indberetninger til Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Hver dag læste jeg rapporter om umenneskelig "bassevold", ambitiøse politiske udmeldinger om nyt våbentyper og bedre lønninger, mens jeg så russiske venner gøre fantastiske krumspring for at undgå at komme i hæren ...
Mit oprindelige specialeemne var opløsningen af USSR set fra Den Røde Hær. Det blev imidlertid mere og mere uinteressant, hvordan Den Røde Hærs selvforståelse havde ændret sig, mens imperiet ramlede ned om ørerne på det, for nu i 2004– tretten år efter Sovjets opløsning – havde hæren tydeligvis stadig ikke fundet sig selv (...)


Overfladisk fascination
Поверхностное очарование

Eksporten til Rusland stiger støt, men landets betydning for den danske økonomi er stadig ikke stor. Alligevel fylder Rusland utroligt meget i medierne. Man kunne tro, at det skyldes en fascination af landets historie, en interesse i transitionsprocessen. Men det gør det ikke. Det var i hvert fald min oplevelse som freelancejournalist i Moskva gennem fire år. Ofte følte jeg, at jeg kunne skære historier over to læste. Positive fascinationshistorier og succeshistorier fra det buldrende russiske erhvervsliv kunne man afsætte til fagblade som Børsen, Ingeniøren og Maskinbladet. Omnibusaviserne derimod, skulle helst have en betonsovjetisk eller i det mindste en hårdkogt geopolitisk vinkel på historierne.
Det har været en lærerig oplevelse, for når vi slår op på "Udland" i en avis, så er det jo ikke en objektiv virkelighed, der beskrives. Det er virkeligheden, som udlandsredaktøren mener, at læserne finder det mest interessant at læse den. Du abbonnerer på et virkelighedsbillede. 

 

Russisk – hvad skal det til for?
Pусский язык — кому это надо?

»Det har altid været Vestens problem. Vi har behersket verden uden at vide ret meget om den.” Ilya Trojanov. 

Og det kan vise sig risikabelt. Med Ole Wævers ord, så er de tider er forbi, da Vesten "i kraft af sin økonomiske magt kan påtvinge resten af verden sine holdninger. Der kommer situationer, hvor andre opfatter os anderledes end vi gerne vil opfattes og så er det vores problem, at vi bliver misforstået."*

Hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvordan russerne opfatter os, så tegner det skidt med hensyn til at få et godt forhold til Kina, den arabiske verden, Afrika … (...)

* Krause på tværs, P1,  17. april 2010: Vestens enevælde rinder ud.