политика
freelancejournalist, tolk
Vi, de demokratiske fundamentalister
Er konflikten omkring Ukraine og Krim i virkeligheden et geopolitisk opgør mellem USA, EU og Rusland?
10.03.14 Vi elsker det, det hypotetiske spørgsmål: hvad nu hvis?
Rusland er et rent slaraffenland, når det kommer til hypotetiske spørgsmål, fordi landet har lagt ryg til så utroligt mange eksperimenter. Fx.: «Hvad nu hvis man implementerer Marx' drømmerier om udviklingen i industraliserede kapitalistiske lande i fuld skala?» Og hvad nu hvis man gør det i et gigantisk tilbagestående agrart monarki?» Vi kender svaret.
Det glemte svar
Og hvad nu hvis man så - efter 70 års socialistisk, planøkonomisk eksperiment i dette land - indfører demokrati? Vi har tilsyneladende glemt svaret på dette spørgsmål, for hvad skete der egentligt? I det største af de femten sovjet-republikker, Rusland, faldt mænds gennemsnitlige forventede levetid i årene 1991 til 1994 fra 63,6 år til 57,5 år.
Vi lader billedet stå. Alt imens vores politikere og russiske reformpolitikere henført messede om markedsøkonomiens og demokratiets velsignelser faldt den gennemsnitlige forventede levetid med seks år. På tre år.
[det er så let at] forvanske den vestlige retorik, så det fremstår som om, at USA og EU i nattens mulm og mørke har rullet en trojansk hest ind Ruslands baghave.Sovjet smuldrede socialt, økonomisk og politisk. Og i det nu uafhængige Rusland fortsatte det frie fald langt op i halvfemserne. Kunne det mon tænkes på nogen måde at have påvirket russernes opfattelse af demokrati?
Ja. Nok ligner de russiske ord «demokratija» og «liberalizm» deres danske pendenter, men de har slet ikke samme positive konnotationer som på dansk, tysk, engelsk. Tværtimod har en bismag af dobbeltmoral, bedrag og røveri. Og af værdi-løshed.
Den usynlige fordel
Det er så indgroet i vores værdisæt, at vi slet ikke tænker over det, men i det øjeblik at alle får en stemme, så får alle ret. Alle synspunkter bliver i princippet lige gyldige. Denne kakafoni af forskellige holdninger og det evige tovtrækkeri er, hvad der gør demokratiet så dejligt ineffektivt og derfor så stabilt. Det forhindrer bratte kursskifter og muliggør en støt og rolig udvikling.
Men - hvis man smider et kuet folk direkte fra diktatur ud i demokrati, så vil mange føle, at man har erstattet en fasttømret sæt værdier med — ingenting. Varm luft. Alt er til debat. Statens rolle er til debat, militærets rolle, erhvervspolitikken, religionen er til debat. Familiemønstre er til debat, seksualiteten. Intet er helligt. Tilsæt så dertil lidt økonomisk ruin, en masse knuste drømme og lad det gære i en ti års tid.
Ukrainsk dæmonisering af Rusland. Manden med leen iført det russiske flag har været forbi Tjetjenien, Dagestan, Abkhasien, Nordossetien og er nu nået til Ukraines dør.
Optur
Hvad nu hvis landet så efter omkring ti år (omkring år 2000) kommer til penge og landets ledelse langsomt begynder at stramme grebet om magten, men samtidigt leverer økonomisk stabilitet, får standset de seperatistiske tendenser og konsoliderer statens position?
Så har vi et demokratiskeptisk, men stolt samfund, der i sin nyvundne selvtillid higer efter værdier og international forståelse og anerkendelse. Og i fraværet af forståelse og anerkendelse finder identitet i tidligere tiders storhed. Især indtagelsen af Berlin og sejren over fascismen (nazismen) i 1945.
Hvad nu hvis pressefriheden i dette land ikke havde det synderligt godt og at parlamentet var meget nationalistisk indstillet?
Læg så dertil de åbne spørgsmål om den nye stærkt nationalistiske ukrainske regerings legitimitet og hensigter, efter at den har fordrevet præsidenten, opløst højeresteret, skiftet ud i toppen af militæret og foreslået en afskaffelse af russisk som regionalt andetsprog i en række regioner.
Russisk dæmonisering af USA. Hvorfor må I blande jer, når vi ikke må?
Den trojanske hest
Så har vi balladen. Et land, hvor flertallet synes det klinger hult og falsk, når EU opfordrer befolkningen i Ukraine til kamp mod deres måske korrupte, men legitimt valgte præsident. Et land, hvis politikere og medier har utroligt let ved at forvanske den vestlige retorik, så det fremstår som om, at USA og EU i nattens mulm og mørke har rullet en trojansk hest ind Ruslands baghave. Et land, hvis egen præsident ikke kunne modstå fristelsen til at spille med de militære muskler, da kræfter på Krim (angiveligt i hvert fald) anmodede om russisk hjælp. Og nej, det er ikke noget tilfælde, at jeg ikke nævner ham ved navn, fadersnavn og efternavn, for det er så inderligt irrelevant. Den russiske præsident i ligeså høj grad et produkt af, som skaber af den nuværende situation.
Ukrainsk dæmonisering af den russiske præsident. Propaganda-kollage i nazi-stil (hvilket blot bekræfter russernes billede af de ukrainske nationalister som potentielt farlige for ukraines russisksindede mindretal).
Ingen sammensværgelse
Så nej, jeg tror ikke, at det er CIA, der har smidt en stinkbombe i skellet mellem EU og Rusland for at få fred på den verdenspolitiske scene. Og nej, jeg tror heller ikke, at det er Rusland, der fra starten har planlagt at hapse de lækreste lunser af fallitboet Ukraine - de russisksindede, ressourcerige og industrielt set mest udviklede områder i Østukraine - og overlade det fattige Vestukraine til EU. Det sidste kan ganske vist blive resultatet af den ophedede situation, men min påstand er, at vi simpelthen ikke længere taler samme sprog.
Måske har den Kreml-tro russiske journalist Maksim Sjevtjenko i virkeligheden lidt ret, når han kalder Vesten en flok demokratiske fundamentalister. Vi har så uendeligt svært ved at se, at demokrati som styreform ikke er bedre end de erfaringer, folk har gjort sig med det. Vi må acceptere, at befolkningen i en række tidlige sovjetstater ikke har set fordelene ved politisk konkurrence. Endnu.
Den russiske præsident i ligeså høj grad et produkt af, som skaber af den nuværende situationDet er ikke "anerkendende ṕædagogik", jeg advokerer for - det er netop hele pointen. Vi må simpelthen lære at holde pegefingrene i ro og på lidt mere kløgtig vis kommunikere, at det er vores erfaring, at åbenhed og demokrati på sigt er de bedste garanter for velstand og stabilitet. Alt andet er at øge afstanden mellem Vesten og Rusland. Med Ukraine som gidsel.
Vi må finde det fælles sprog igen. Det fremmer forståelsen.
Billeder:
Jeg har ikke overblik over billedernes ophav, da de er indsamlet i repostede Facebook-opdateringer fra venner og venners venner.
Tilføj kommentar
1 Kommentarer:
