politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Kærkomne statister

 
 
2012: Greenpeace indleder i ro og mag en aktion mod den russiske boreplatform Prirazlomnaja. Foto: Greenpeace


Hvorfor 30 Greenpeaceaktivster skulle tilbageholdes i over tre måneder  

19.12.13 Så kom den, den længe ventede løsladelse af Greenpeace-aktivisterne. De 30 mænd og kvinder er omfattet af en stor amnesti, som det russiske parlament Dumaen vedtog den 18. december - præcis tre måneder efter, at aktivisterne blev anholdt og tiltalt for pirateri efter en aktion mod en boreplatform i Barentshavet den 18. september.
Løsladelsen har været ventet lige siden Ruslands stærke mand, Vladimir Putin, den 28. september udtalte, at formålet med aktionen åbenlyst ikke havde været pirateri. Så hvorfor skulle der gå 100 dage før, de 30 blev frikendt?


Ikke første gang
Det stod nemlig ikke skrevet i stjernerne, at de russiske myndigheder overhovedet ville arrestere aktivisterne. Den 24. august 2012 gennemførte Greenpeace nemlig også en aktion ved Prirazlomnaja uden at det kom til arrestationer.
Nogle dage forinden havde FSB ganske vist nægtet Arctic Sunrise indsejling i Murmansk, men ved at trække på kontakter i Ruslands menneskerettighedsråd fik skibet alligevel tilladelse til at anløbe havnen.
Under aktionen hængte seks aktivister – heriblandt organisationens direktør Kumi Naidoo – bannere og alpintelte op på siden af platformen. I femten timer forsøgte besætningen på Prirazlomnaja med brandslanger at spule aktivisterne tilbage i havet, før disse selv valgte at afbryde aktionen.


Inde i varmen
Greenpeace havde tilsyneladende også en protege i selveste Vladimir Putin. I et interview til canadiske journalister i 2001 udtrykte han beundring for de modige mænd og kvinder, som sætter livet på spil i deres små både. Han sagde også, at han efter sin politiske karriere godt kunne forestille selv at engagere sig i naturbeskyttelse.
Putins engagement var tilsynelande ikke kølnet siden da. Han havde ved flere lejligheder slået fast, at der parallelt med Ruslands øgede økonomiske aktivitet skulle oprettes flere naturreservater i Arktis. I april 2012 tog han Greenpeace med på råd under udarbejdelsen af en skrotafgift på importerede biler. I september 2012 kunne tv-seere over hele verden se en naturelskende russisk præsident kravle om bord i et ultralet fly for at lokke et flok traner mod overvintringspladser i syd. Og da russiske myndigheder i de første måneder i 2013 foretog en række raids mod russiske NGO'er gik Greenpeaces kontorer fri.

 
 
2013: Greenpeace mødes af bevæbnet grænsepoliti, to bliver anholdt. Næste dag anholder kystvagten alle aktivister.


FSBs hævn
Men da seks aktivister den 18. september 2013 forsøgte at gennemføre en aktion mod boreplatformen Prirazlomnaja, faldt hammeren. To aktivister blev anholdt, og dagen efter blev skibet Arctic Sunrise opbragt og besætningens øvrige 28 medlemmer arresteret.
Da Putin slutningen af september udtalte, at Greenpeace-aktivisterne åbentlyst ikke var pirater, mente mange, at det var et spørgsmål om tid, før ativisterne ville blive løsladt. Alligevel var det først i slutningen af oktober, at anklagemyndigheden frafaldt pirateri-tiltalten – og rejse ny tiltale for hooliganisme. Den 12. november blev de tiltalte overført fra Murmansk til Sankt Petersborg, og fra den 18. november begyndte man at løslade aktivisterne én efter én blevet mod kaution. De har imidlertid stadig været i en form for husarrest på en ukendt adresse Sankt Petersborg og det har været uvist, hvornår de ville få udstedt udrejsevisum og blive løsladt. Med kraftig rygdækning fra de statsejede medier har Kreml drevet klapjagt på upatriotiske NGO'er
Iagttagere har siden spekuleret i, hvorfor løsladelsen har trukket ud. Og hvorfor aktivisterne i det hele taget skulle arresteres i 2013, når de gik fri i 2012. Tyske Der Spiegel gisner om, at det er Gazprom, der vil statuere et eksempel. Nærmere bestemt skulle vicedirektør i Gazprom dobytja sjelf (Gazprom kontinentaltsokkel-udvinding) Andrej Patrusjev have bedt sin far, tidligere chef for efterretningstjenesten FSB og sekretær for Ruslands sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, om at give organisationen en lærerstreg.

Kremls klapjagt
Den voldsomme reaktion synes dog i lige så høj grad at være en logisk konsekvens af den politik, Kreml har ført over det seneste år. I kølvandet på de folkelige protester efter parlamentsvalget i december 2011 og det lunkne genvalg af Vladimir Putin i marts 2012, introducerede det russiske parlament, Dumaen, begrebet ”udenlandsk agent” i russisk retspleje. NGO'er, der på den ene eller anden måde modtager udenlandske midler og forsøger at påvirke den russiske lovgivning, er per definition ”udenlandske agenter” og skal indstille deres virksomhed på russisk territorium. Med kraftig rygdækning fra de statsejede medier har Kreml siden drevet klapjagt på upatriotiske NGO'er, der angiveligt har modtaget udenlandske midler.

Putins propagandamølle
Det var derfor vand på Putins propagandamølle, da aktivister fra et i høj grad udenlandsk finanseret NGO om bord på hollandsk indregistreret skib ”angreb” en boreplatform i russisk territorialfarvand. Det ville have virket decideret underligt, hvis Kreml skulle have vist nåde lige netop i dette tilfælde. Greenpeaces aktivisterne var kærkomne statister i nyopsætning af den russiske nyklassiker ”Vesten kan ikke li' os”.
Greenpeaces budskab er ikke kun, at råstofudvinding i Ishavet med nutidens teknologi er risikabelt – det er også urentabelt.Og forestillingen har været en succes. En rundspørge, foretaget af det russiske meningsmålingsinstitut VTsIOM i slutningen af oktober, viste at tres procent af russerne havde hørt om Greenpeaces aktion. Af dem mente 42%, at aktionen var en provokation udtænkt af udenlandske efterretningstjenester og regeringer, og 60% mente, at de russiske myndigheder havde reageret korrekt, da de opbragte hele besætningen på Arctic Sunrise – inklusive kokke, maskinmestre, en elektriker og en uafhængig fotograf.

Risikabelt og urentabelt
Med den statsligt orkestrerede vrede mod Greenpeace og Vesten er det lykkedes fuldstændigt at fjerne fokus fra Greenpeaces aktion på boreplatformen Prirazlomnaja. Sikkerheden i den russiske olieindustri på land er notorisk dårlig, men Greenpeaces budskab er ikke kun, at offshore olieudvinding i Ishavet er risikabelt – det er også urentabelt. Indtjeningsmarginen er for lille, og hvis olieudvinding i russisk Arktis skal hænge sammen, skal der store skattelettelser til.
Greenpeace står ikke alene med sin kritik. Til en branchekongres kom generaldirektør for Gazprom neft sjelf, Aleksandr Mandel, sidste år for skade at sige, at russiske industri slet ikke er klar til off-shore udvinding i Arktis.
- Tag blot Prirazlomnaja, hvor 80 procent af udstyret burde kasseres, sagde Mandel, der siden er blevet (degraderet til) rådgiver i samme selskab.

 
 
Stridens kerne. Prestigeprojektet Prirazlomnaja har været 18 år undervejs, kostet 17 mia kroner og er med de nuværende oliepriser urentabel. Foto: Gazprom.


Firkantet isbryder
Og store dele boreplatformen Prirazlomnaja er kasseret. Mandskabs- og boremodulerne stammer fra den udrangerede britiske boreplatform Hutton, mens skroget er svejset på værftet Sevmasj udenfor Arkhangelsk.
Prirazlomnaja er den første olieboreplatform udviklet til arktiske forhold og er groft sagt en mellemting mellem en olieplatform og en isbryder. Dens kvadratiske skrog – den såkaldte caisson – hviler på havbunden 14 meter under havoverfladen. I bunden af caissonen måler Priazlomnaja 126x126 meter, nogle meter over vandlinien kun 102x102 meter. De skrånende sider skal beskytte platformens 14 olietanke mod den pakis, som dækker Petjorahavet i vinterhalvåret.

Dyr kolos
Prirazlomnaja har været længe undervejs. De første elementer blev svejset i 1998, men det var først i 2011, at platformen blev bugseret til sin nuværende position. Produktionen på platformen skulle være påbegyndt i 2012, men er blevet udsat tre gange, senest til december 2013. Først var det de russiske myndigheder, der ikke var tilfredse med sikkerheden på platformen, siden har Gazprom stillet afgiftsnedsættelser som forudsætning for, at man ville påbegynde produktion.
Ifølge Greenpeace er fremstillingsprisen per tønde olie på Prirazlomnaja omkring 30 dollars og kan kun hænge sammen ved en oliepris på over 100 dollars. Den russiske råoliestandard Urals koster i dag 110, men lå så sent som januar 2009 under 30.
Selve Prirazlomnaja-platformen mens at have kostet 10-11 mia kroner. Alt i alt menes projektet - inklusive de særlige issikre tankskibe, der skal fragte olie til og fra platformen - at have kostet mindst 17 mia kroner.
Det er nu engang billigere at føre værdipolitik. Her og nu i hvert fald.Usikre prognoser
Gazproms ingeniører er delvist undskyldt, da Prirazlomnaja er den første platform af sin art. Alligevel rejser økonomien i projektet en række spørgsmål omkring Ruslands fremtid som olie- og gaseksportør. Det amerikanske skifergaseventyr presser verdensmarkedspriserne på flydendegjort naturgas, LNG, og har allerede tvunget Gazprom til at genforhandle sine kontrakter med flere energiselskaber Europa. Og trods fodslæben ser flere nationale og internationale planer for at nedbringe CO2-udledningerne ud til at blive ført ud i livet. I slutningen af oktober skrev direktører for 72 pensions- og investeringselskaber et åbent brev til 45 olie- og gasselskaber, deriblandt Exxon og Shell. Her opfordres energiselskaberne til at gennemføre en risikovurdering af planlagte investeringer i nye felter og ny produktionskapacitet: hvis efterspørgslen efter olie og gas falder, forsvinder rentabiliteten i disse projekter måske også.

Værdipolitik er billigere
Udviklingen truer med at kvæle det russiske olie- og gaseventyr i Arktis inden det er begyndt, og Rusland er dårligt rustet til tider med lave råvarepriser. De lette penge fra olie- og gasimporten op gennem nullerne har næret korruptionen i Rusland og stækket nødvendige økonomiske og juridiske reforminitiativer. Efter næsten to-cifrede vækstrater i nullerne nærmer væksten i den russiske økonomi sig hastigt nul. Ruslands erhvervsliv er begyndt at føle konsekvenserne af WTO-medlemsskabet, og i finansloven for 2014 har man for første gang siden halvfemserne svunget sparekniven over sårbare områder som uddannelse og pension. Derfor kom ”angrebet” fra Greenpeace meget belejligt. Og derfor har de russiske myndigheder nølet så længe med en frifindelse. Det ér nu engang billigere at føre værdipolitik. Her og nu i hvert fald.
 
Tilføj kommentar