politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Putinismen vs populismen

 
 
Kremls forsøg på at depolitisere det russiske samfund er dømt til at mislykkes, mener to russiske sociologer. Skærmbillede fra Vedomosti.ru


At kalde Putin folkelig er udtryk for manglende kendskab til russisk indenrigspolitik og selve begrebet populisme.

02.07.2017 Efter Macrons valgsejre i Frankrig synes populismens stormløb mod det liberale demokratis højborge at være blevet slået tilbage, men det er som om truslen stadig lurer derude, truslen fra populismen, symbolet for Vestens svaghed, bagsiden af demokratiet, som en skønne dag kan bringe det til fald.


Det er det billede, der har tegnet sig i kommentarer og analyser ikke bare i vestlige, men også russiske liberale medier de sidste måneder. Ofte bliver den russiske præsident Vladimir Putin læst med ind i trusselsanalysen som hackeren, der som den første fandt hullet i de moderne liberal-demokratiske regimers firewall. Åbenbart KAN det lade sig gøre både at nyde støtte blandt brede lag i befolkningen og samtidigt ustraffet optræde autoritært, kaste tomme løfter ud i alle retninger og udnytte massernes mangel på ansvar og dømmekraft. Ja, angiveligt har den nye generation af vest- og centraleuropæiske populister blot benyttet sig at Putins opskrift til at undergrave grundlaget for det vestlige demokrati.

Anti-populisten Putin
Denne udlægning bygger imidlertid på en manglende forståelse af både begrebet populismen og russisk indenringspolitik, Det skriver de russiske sociologer Grigorij Judin og Ilja Matveev i en kronik i det russiske internetmedie Republic.
Hvis man med populisme mener en ideologi, der opererer med et «os» (folket) og et «dem» (eliten), hvor det populistiske parti eller den populistiske leder står som symbolet for folkets higen og truslen mod de korrumperede «mætte katte» i eliten, så er Putin på ingen måde populist og på ingen måede folkelig. Han er ikke en venstrepopulist, der fisker i oprørte vande i en intern kamp mellem det udbyttede folk og den udbyttende elite, mellem dem, der ikke har og dem der har. Og faktisk heller ikke en højrepopulist der med «folket» mener «hele det ruslandske folk», der står overfor en ydre fjende og dens få ruslandske agenter.

Et bolværk mod folket
For det første, argumenterer Judin og Matveev, var det Ruslands økonomiske og politiske elite, der i 1999 bragte Putin til magten som en slags neutralt bolværk mod kommunistpartiet, der ønskede daværende præsident Jelstsin retsforfulgt. Når Putin i sin første præsidentembede kritiserede eliten, var det ikke for overgreb mod folket, men overgreb mod staten, som eliten efter hans opfattelse undergravede.

putinismen er - i modsætning til populismen - ikke baseret på mobilisering, men på demobilisering og depolitiseringFor det andet er putinismen - i modsætning til populismen - ikke baseret på mobilisering, men på demobilisering og depolitisering. Den har ikke brug for befolkningens aktive støtte, men for dens ligegyldighed og ikke-indblanding, skriver Judin og Matveev, der mener, at regimet med fuldt overlæg kun lader ukarismatiske «klovne» med tvivlsomme levnedsbeskrivelser stille op til valg. Det sikrer en så tilpas lav valgdeltagelse, at det reelt kun er de statsansatte og pensionister, der lader sig mobilisere og stemmer på regimets kandidat.

For det tredje er det russiske regime ifølge Judin og Matveev gennemsyret af en panisk angst for folket. Et folkeligt oprør er det værst tænkelige scenarie, noget man for enhver pris bør forhindre. Den russiske elite ser i folket et let påvirkeligt barn, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv og derfor skal beskyttes fra udefrakommende fjendtlige kræfter, a la dem der udløste de farvede revolutioner i Ukraine, Georgien og Kirgisien.


 
 
Putin på vej gennem et mennesketomt Moskva til sin tredje indsættelsesceremoni.


En populist uden folk
Endelig er den putinske lederstil uendeligt fjernt fra den populistiske. Mange russere husker stadig billederne fra 2012, da Putin blev kørt til sin tredje indsættelsesceremoni. Flere tusinde politifolk havde gennet folk ud af bymidten, og kortegen kørte gennem tom by uden hujende folkemængder. Uden folk.

Dertil kommer, at Putin i sine atten år ved magten aldrig har deltaget i en politisk debat. I llighed med russiske ministre og embedsmænd er hans kontakt med medierne begrænset til indøvede svar på i forvejen godkendte emner og spørgsmål stillet af godkendte journalister.

Det taknemmelige folk
Kremls taktik har længe fungeret upåklageligt.
- Folk har vænnet sig til den situation, der har hersket de sidste femten år, hvor staten har været rig og har delt — sådan udtrykkes det som regel — sin rigdom med folk. Folk har forventet og forventer ædle handlinger af staten, udtalte politolog Jekaterina Sjulman i april til den danske podcast Intet nyt fra vestfronten.

Nu tvinger lave oliepriser imidlertid den russiske elite til at skifte fokus fra naturressourcer til befolkningen som den primære indtægtskilde. Russerne oplever et stigende skatte- og afgiftsbyrde, blandt andet vejskatopkrævningssystemet PLATON, som russiske vognmænd har demonstreret imod i årevis. Forundret over myndighedernes hårde fremfærd mod ham og hans kolleger, udtalte en talsmand for vognmændene i 2015:
- Vi er ikke den femte kolonne. Jeg elsker mit land og hader USA. Mange af os deltog i anti-majdan-demonstrationerne, men nu kæmper vi for vores rettigheder og for alle russeres rettigheder.

Oppositionspolitikere som gratister
Chaufførerne og mange af de moskovitter, der midt i maj demonstrerede mod bystyrets byfornyelsesplaner, opfatter sig ifølge leder af Carnegie Foundation i Moskva Andrej Kolesnikov sig selv som apolitiske.- Magthaverne er for dem ikke en fjende, men snarere en instans man skal få i tale, forsøge at råbe op. Hvis [oppositions-]politikere slutter sig til denne proces, så vil flertallet af dem, der beskæftiger sig med denne slags civil aktivisme synes, at politikerne er free riders — folk der ikke har løst billet i en bus, som kører på en rent civile bestræbelser, udtalte Kolesnikov i et interview til tv-stationen TV-Rain.

Men jo oftere befolkningen oplever, at den ikke kan råbe staten op, desto skrøbeligere bliver kremls demobiliserings- og depolitiseringstaktik. Faktisk har det russiske regime i sine forsøg på af afpolitisere og demobilisere det russiske samfund måske skabt de ideelle vækstbetingelser for populismen i Rusland.

Ifølge Judin og Matveev opfattes ethvert nyt politisk fænomen i kreml som en «teknologi» og ringeagten for masserne er så stor, at den tanke, at politisk aktivitet kan forklares af andet end fremmede magters undergravende «teknologier» ikke falder nogen ind. Netop derfor kommer det hver gang bag på de russiske magthavere, når folk går på gaden. Og netop derfor skriger den politiske situation i Rusland på populistisk svar. Anderledes kan det ikke være i et land, hvor uligheden er voksende, hvor befolkningen er fuldstændigt afskåret fra ledelsen af landet og den nye genereration i skolerne og på universiteterne bliver advaret mod at gå til demonstration, mener de to russiske sociologier.

Kilder:
-
Бунт дальнобойщиков: вторую волну протеста поддержали в 24 регионах
- Политик без народа
- Når riget fattes penge (indslaget "De belæste cybertyve")
- К каким репрессиям готовится власть, чего хочет главный пиарщик Путина, и кто получил монополию на души россиян

 
Tilføj kommentar