politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

i homo sovieticus’ skygge

 
 
Sovjetstaten nedbrød alle sociale strukturer, men erstattede dem ikke med noget andet, mener politolog Jekaterina Sjulman.


07.11.16
Medierne er ikke frie og valgene ikke fair, men den væsentligste årsag til, at Putins parti Forenet Rusland ved parlamentsvalget i september fik 343 ud af 450 pladser i det russiske underhus er politisk apati. Officielt mødte kun 48 procent af de stemmeberettigede op på valgdagen, reelt nok snarere 37 procent.

Men hvorfor gider russerne ikke demokratiet? Nogle peger helt tilbage på det mongol-tatariske åg og på fraværet af en reformation og en oplysningstid. Andre iagttagere peger på, at det sociale og økonomiske kaos, der brød ud i halvfemserne, diskrediterede begrebet demokrati.
Og så er der dem, der i strid med regimets romantisering af sovjettiden mener, at forklaringen skal findes i netop dér, i begyndelsen af det tyvende århundrede. En af dem er den russiske politolog Jekatarina Sjulman.

Her følger min oversættelse af et interview med hende fra i radioprogrammet Grani nedeli den 3. november:






A. Venediktov – De lytter til programmet Grani Nedeli. Vladimir Kara-Murza er på ferie. Vært er Aleksandr Vedediktov. Og vores gæst er Jekaterina Sjulman, politolog, docent ved Institut for samfundskundskab ved RANKhiGS. I et af dine interviews læste jeg følgende, som jeg vil bede dig forklare: ”Vi forstår ikke til  bunds”, skriver du, ”i hvilket omfang det sovjetiske menneske er draget ud i verden ikke bare med fraværende men med negative sociale evner”. Og her vil jeg gerne bede dig udførligt forklare sådan en fornærmelse af hele det sovjetiske folk. Vi, det sovjetiske folk, er oprørte!

J. Sjulman – Det lyder kontra-intuitivt, fordi har vænnet os til at opfatte livet i Sovjet som yderst kollektivt, et liv, som vi levede sammen i kollektivlejligheder, og hvor alle børnene legede sammen i gården. Der var sådan en form for specifik kollektivisme. Så hvad mener jeg? Hvilke sociale evner manglede sovjetmennesket?

A. Venediktov – Det var minusserne, jeg mente. Det var ikke bare det, at evnerne mangler, men at de er negative … Det var det, jeg bed mærke i. Sovjetmennesket manglede jo så meget.

J. Sjulman
– Sovjetmennesket manglede sunde sociale evner, det havde rent faktisk i rigt mål negative sociale evner, som ikke befordrer, men står i vejen for social succes og for sund social interaktion.

A. Venediktov – Forklar!

J. Sjulman – Hvad kan det sammenlignes med? Det kan sammenlignes med et menneske, som lige er kommet ud fra et børnehjem eller ud af fængsel. Han har mange specifikke evner og stor specifik viden, som frie mennesker og folk, der er vokset op i en familie ikke har. Han kan sparke, han kan lave en hjemmelavet kniv af en vandhane, han ved, at hvis man smører voks på brød, så kan man efter et stykke tid skrabe den indtørrede voks af, og så vil brødet nedenunder have optaget alkoholen – det er en måde at udvinde alkohol af blandt andet skosværte på.

Denne værdifulde viden hár han. Han har boet i den flok, han har overlevet i den, han ved, hvordan man lever dér. Men han ved ikke, hvordan man tjener penge, hvordan man laver mad, hvordan folk stifter familie og hvorfor, hvordan man opdrager børn, hvordan man gør i offentlig transport: om man skal sparke eller hilse på den, der står foran. Alt det, som et menneske, der er vokset op i en almindelig familie, har fået helt gratis i små etaper helt fra fødslen. Det er der jo ingen, der underviser i som sådan – man lever bare blandt folk og forstår ligesom, at naboen skal man hilse på, men i konferencecenteret, og når du går ind i elevatoren, behøver du ikke hilse. Det kommer ligesom helt af sig selv. Den sammenligning kan man trække med sovjetmennesket, der nøgent og kun udstyret med et vifte af denne slags uhyggelig viden er kommet ud i den vide verden

A. Venediktov – Tøv en kende, hvad med den sovjetiske kollektivisme?

J. Sjulman
– Det ér kollektivisme. Det er børnehjemsbørnenes kollektivisme, det er fællescellens kollektivisme. Hvordan adskiller et sundt menneskes kollektivisme sig fra rygerens kollektivisme? Hvad beskæftigede sovjetmagten sig med? Den beskæftigede sig med det, som størstedelen af totalitære projekter beskæftiger sig med: den sagde ét og gjorde præcist det modsatte og beskæftigede sig med målrettet med social atomisering. Den ødelagde strukturerne i selvstændige menneskelige sammenslutninger.
 
 
Den sovjetiske kollektivitet var en tvungen totalitær kollektivisme, hvor staten kunne gøre med den enkelte, hvad den ville.


A. Venediktov
– Forklar ..

J. Sjulman – Nu skal jeg forklare. Den ødelagde landsbyfællesskabet ved at ødelægge den traditionelle landsby.

A. Venediktov – Men det var en politisk-økonomisk opgave. Det skjulte den sovjetmagten jo heller ikke.

J. Sjulman – Og ikke nok med det, det var en slags global tendens i overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund. Det foregik i hele verden, men i den totalitære samfundsmodel sker det over en kort periode og med en stor grad af vold. I kampen med kirken tilintetgjorde sovjetstaten den religiøse menighed, og vel og mærke enhver religiøs menighed.

A. Venediktov – Det vil sige, at du mener, at den ikke kæmpede med det enkelte religiøse menneskes verdensbillede, men netop med menighedensstrukturen?

J. Sjulman – Netop. Ordet kirke har to betydninger på russisk. Det er bygningen kirke og der er kirken, ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem« - som der står i evangeliet. Kirken er et fællesskab af troende, en struktur, der danner sig omkring menigheden. Det er en meget værdifuld, holdbar og effektiv social enhed af mennesker, som samler sig ét sted, forenet af en fælles tro, hjælper hinanden, kender hinanden. Det blev tilintetgjort. Sovjetmagten tilintetgjorde den ikke-nukleare udvidede familie.

A. Venediktov – Forklar …

J. Sjulman – Hvordan det? For det første ved tilintetgørelsen af landsbyen og landbolivet, gennem tvungen mobilitet, flytten rundt med store befolkningsmasser og gennem en skarpsindig og original sovjetisk boligpolitik, som var baseret på snævre forhold, på totale forbud, på at det – bortset fra visse udkantsområder – var umuligt at bygge sit eget hus, hvilket egentligt er den simpleste menneskelige måde at skaffe sig en bolig på. Hvordan foregår det i landsbyen? Bryllup, man bliver gift – de nygifte opfører en izba. De bor i den izba, får børn, børnebørn og hele denne ikke-nukleare, dvs. den store ikke-kernefamilie, opstår og interagerer internt. Nuklear-familien, kernefamilien, det er et par og dets børn.

Det er faktisk et nyt socialt fænomen, det fandtes ikke før, nu er det, opstået i hele verden. Det gjorde sovjetmagten samtidigt med, at den begrænsede antallet af boligkvadratmeter, holdt boligbyggeriet nede, alt imens man talte om, at vi bygger utroligt mange tusind kvadratmeter. Den eneste realistiske måde, man kunne få sin egen bolig på, var ved at vente på, at din ældste slægtning døde. Det var jo ikke just med til at styrke de familiære bånd. Det er en tvungen, totalitær kollektivitet, hvor man kan gøre alt med dig, men hvor du rent faktisk intet kan.Det vil sige, at den ikke-nukleare familie faldt fra hinanden. Folk var havnet i industrialiserede byer, der blev bygget rundt omkring industriforetagender. Således befandt mennesket sig udenfor alle former for støttestrukturer, udover denne hans arbejdskollektiv, hvor han heller ikke kunne danne, fx, en fagforeningscelle, den fik man nemlig også foræret. Og prøv du under sovjettiden at stifte en uafhængig fagforening. Det var endnu mindre sandsynligt end at danne en uafhængig fagforening på en mafiakontrolleret virksomhed i 30ernes USA.

Hvad var egentligt målet ved denne sociale proces? Målet var dette atomiserede enkeltindivid, som står fuldstændigt ensomt overfor statsapparatet. Statsapparatet udrenser ham, belønner ham, giver ham noget at spise, noget at drikke, giver ham arbejder, tager arbejdet fra ham – alt det her giver staten ham. Han kan ikke gemme sig fra staten nogetsteds. Hans egen familie, selv kernefamilien, selv denne sølle lille familie stak staten næsen ind i. Hvis staten bestemmer sig for, at du er en fjende, vil dine ægtefæller, forældre og børn vende sig imod dig – du har ingen tilbage. Særligt radikalt var det i den tidlige del af sovjettiden.

A. Venediktov – I 30’erne.
 
 
Sovjetstaten producerede atomiserede individer.


J. Sjulman
– Ja, i 20’erne og 30’erne. Husker du alle disse fantastiske tanker om, at alle skulle bo i kollektiver? Det var ikke nødvendigt at skulle lave med i sit eget køkken. Hvorfor skulle man det, når der var et fantastisk kollektivt køkken?

A. Venediktov – Det er da omvendt ikke en atomisering – det er skabelsen af et nyt fælleskab.

J. Sjulman – Det er ikke et nyt fællesskab. Det er en tvungen, totalitær kollektivitet, hvor man kan gøre alt med dig, men hvor du rent faktisk intet kan. Og de strukturer, som beskytter dig, de rum, hvor du kan gå ind i og være i sikkerhed – de findes ikke. Denne konstruktion, som jeg beskriver og som er imod den menneskelige struktur, holdt – gudskelov – ikke så længe. Dvs at fra og med Khrusjtjev begyndte det individuelle boligbyggeri, som gav sovjetmennesket en konkylie, en lille bitte konkylie, hvor han kunne gemme sin stakkels lille sociale krop. Det var i det mindste noget. Det var faktisk meget.

Et stort skridt i genetableringen af familiestrukturerne, det var, at mødre fik fri til at tage sig af deres egne børn. Først ét år, siden tre år. Fraværet af at skulle aflevere sit dyrebare barn, sin lille radise, sin lille rødbede til det selvsamme statsystems umættelige fugleskræmsel af et pasningssystem – vuggestuer, børnehaver, hvor de blev opdraget som én til geleddet, som de her enheder, men ikke som familiemedlemmer. Dvs at den menneskelige natur skridt for skridt tilbageerobrede noget fra sovjetmagtens store metalmaskine. Og da sovjetstaten brød sammen …

A. Venediktov – Det var det jo allerede det postsovjetiske menneske …

J. Sjulman – Det postsovjetiske menneske var allerede lidt mere humaniseret, men havde ikke alt det her, som borgere i frie og ufarlige stater - hvor man ikke i samme omfang frygter hinanden og ikke i samme omfang frygter staten - får gratis med sig fra fødslen. Mangeårige, århundredelange traditioner for velgørenhed, fællesskab, nabosammenslutninger og igen religiøse organisationer.
Vi forstår kun i ringe grad, hvor stor en del af det sociale og politiske liv i USA der sker omkring kirkerne, rundt om forkynderne, omkring menighederne, omkring disse steder, hvor folk med familie kommer hver søndag, hvor en væsentlig del af velgørenheden foregår: der bliver givet bidrag, delt ud. Og vi ved heller ikke hvad reelt selvstyre betyder, hvad indflydelse over sit eget lokalområde …

A. Venediktov – Byrådskandidater. Der er nogle narre, klovne …

J. Sjulman – Hvad det rent faktisk vil sige at vedtage noget som en forsamling borgere, hvad skal der laves: bygges en kirke, graves et gadekær eller har I brug for veje eller et nyt hospital? Hvad det vil sige at have mulighed for at vælge sin borgmester og bagefter forlange noget af ham? Hvad det vil sige at have mulighed for i små grupper at have en form for selvstyre. Når det nu langsomt er begyndt at vokse frem, så er det faktisk et under, at det vokser frem.

KILDER:
- ЦИК обнародовал окончательные итоги выборов в Госдуму
- Grani nedeli
- Mattæus, kap. 18, vers 20
 
Tilføj kommentar