politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Ministeriet for snyd

 
 
Sportsminister Mutko tv. og dopingdømte Rodchenkov th.


Havde det russiske sportsministerium og den russiske efterretningstjeneste en del af æren for, at Rusland vandt hele 33 medaljer ved OL i Sotji i 2014?

12.06.16
Det så skidt ud for Grigorij Rodtjenkov i 2011. Han var anklaget for at gøre lige netop dét han som laboratoriechef for det russiske anti-doping-agentur RUSADA bestemt ikke burde gøre — nemlig at importere og videresælge præstationsfremmende stoffer. Hans søster havde netop fået en betinget dom for samme forseelse, og det lod til at være et spørgsmål om tid, før også Grigorij Rodtjenkov blev stillet for en dommer. Men det blev han ikke.

Om kun tre år — i 2014 - skulle Rusland være vært ved de olympiske vinterlege i Sotji. Alle sejl var sat til for at demonstrere at Rusland var tilbage! Tilbage som en økonomisk, kulturel og sportslig stormagt. Det skulle blive en succes og værtslandet kunne ikke, som ved OL i Vancouver i 2010, ende på en sjetteplads i det samlede medaljeregnskab.

Og Rodtjenkov kunne hjælpe. Det han havde pushet var blandt andet en cocktail af metenolon, trenbolon og oxandrolon, der sætter elitesportsfolk i stand til at restituere hurtigere efter konkurrencer og holde topformen over flere dage og uger.Rodtjenkovs cocktail var i helt bogstaveligste forstand en cocktail. For at øge optagelseshastigheden af stofferne og mindske det tidsrum, de kan spores i, opløste Rodtjenkov dem i alkohol. Op til OL i London i 2012 skyllede russiske sportskvinder simpelthen mund i Martini tilsat stoffer, mens russiske sportsmænd gurglede i Chivas whiskey tilsat stoffer.

Operation tis
I dag indrømmer Rodtjenkov, at han har deltaget i et omfattende dopingprogram. Fra sit skjul i USA har han forklaret, at det russiske sportsministerum op til de olympiske lege i Sotji sendte ham et regneark med navnene på de russiske sportsfolk, han skulle bringe i medaljeform. Og ifølge ham var femten af de russiske medaljetagere ved OL i Sotji i 2014 dopede. At ingen af dem blev fældet, skyldes ifølge Rodtjenkov, at han hver dag under OL fik en liste med, hvilke urinprøver, der skulle skaffes af vejen. Om natten stak han så disse prøver gennem et hul i vægget bag et skab i olympiske anti-dopinglaboratorium. Ud til en ventende medarbejder fra den russiske efterretningstjeneste FSB, der efter nogle timer vendte tilbage med gamle rene urinprøver i de tilsynelande stadigt forsejlede flasker.
sportsfolk er tvunget til at dope sig. Hvis de ikke vil, bliver de smidt ud af landsholdet.

At Rusland i 2014 alligevel var det land, hvor flest blev taget for doping, forklarer Rodtjenkov med, at nogle atleter tog stoffer, han ikke havde godkendt og dermed selv gjorde sig sårbare overfor dopingtests:
- Alle atleter er som små børn (…) Alt hvad du giver dem, vil de putte i munden, citerer New York Times ham for at sige.

Doping-tvang
Og det var måske i sidste ende denne nedladende holdning til atleterne, der tvang ham under jorden og afslørede hele den russiske dopingmaskine, hvor doping ikke alene blev tolereret i russisk elitesport — det var et krav.I den tyske dokumentar Geheimsache Doping fra 2014 fortæller den karantæneramte 800-meterløber Julija Stepanova, hvordan unge sportsfolk blev dopet systematisk:
- De tager en tilfældig pige, fylder hende med piller og så løber hun. I morgen får hun karantæne. Så finder de en ny, siger til hende, tag dét her, tag dé her stoffer. Alle tager det, og hvis der er en der bliver taget, så smider de vedkommende væk og finder en ny.

Denne brug-og-smid-væk-kultur i de russiske idrætsorganisationer var faldet mange russiske sportsfolk og trænere for brystet, og da den tyske journalist Harjo Seppelt samlede materiale til sin dokumentar stod mange frem med deres historier. I Samara fortæller en træner, at sportsfolk er tvunget til at dope sig. Hvis de ikke vil, bliver de smidt ud af landsholdet.

Præstationslønnede læger
Og det er ikke kun for at øge medaljechancerne, at atleterne tvinges ind i doping.800-meterløberen Julia Stepanova fortæller i dokumentaren, at hun udover at skulle betale for de præstationsfremmende stoffer også skulle betale 50.000 rubler af sin præmie, hvis hun vandt guld, 30.000 hvis hun vandt sølv og 20.000 hvis hun vandt bronze. Hertil kom at hun skulle aflevere fem procent af de penge hun tjente i løbet af hele året.  Til gengæld sørgede den læge, hun købte stofferne af, for, at hun ikke blev testet positiv ved nationale mesterskaber. Hun skulle bare sende en sms med nummeret på sin urinprøve, når hun blev testet efter et løb, så ville den pågældende prøve forsvinde.

Lilija Sjóbukhovas hæmoglobinværdier var så høje, at de burde have vakt mistanke. Men topatleten blev aldrig testet for doping.
Julija Stepanovas mand Vitalij Stepanov, arbejdede af alle steder i det russiske anti-dopingagentur under Rodtjenkov. Her bliver man nogle gange ringet op fra sportsministeriet, hvor man vil vide, hvem det er, der er blevet testet postiv. Hvis det er en ukendt, lavtrangerende sportsudøver, bliver resultatet offentligtgjort. Hvis det derimod er en kendt atlet eller et medaljehåb, så bliver der dækket over det.

Fredede topatleter
Et eksempel er Lilija Sjóbukhova, der i 2011 er verdens næsthurtigste på marathondistancen. I flere målinger er hendes hæmoglobinværdier så høje, at de bør udløse en suspendering. Men der kommer ingen sanktioner. Topatleten bliver aldrig testet. Men op til OL i London i 2012 får hun af det russiske atletikforbund besked på, at hun skal betale 150.000 euro, hvis hun vil gøre sig nogen forhåbninger om at stille op. Det gør hun og hendes mand.
Lige inde legene opdager den internationale atletikføderation imidlertid lige pludselig de høje blodværdier og kontakter det russiske atletikforbund. Hvorefter løberen får besøg af landstræneren for det russiske atletikforbund, der kræver 300.000 euro betalt i to rater. Igen gør hun og hendes mand, hvad de får besked på.

Maratonløberen Sjóbukhova vinder ingen medaljer i London. Året efter bliver bedt hun om at underskrive et samtygge om karantæne fra det internationale atletikforbund IAAF. Hun og hendes mand nægter. Hvad har de betalt 450.000 euro for, hvis ikke for at undgå karantæne?
Ifølge Sjobukhova får ledelsen i atletikforbundet nu kolde fødder, og nogen tid efter modtager maratonløberen en mail fra landstæneren med en kvittering for en bankoverførsel på 300.000 euro. CC på mailen chefen for det russiske atletikforbund, Valentin Balákhnitjev, som tilfældigvis også er kasserer i det internationale atletikforbund IAAF.

Lavinen ruller
Balakhnitjev nægtede at give interview til tysk tv, men journalisten Harjo Seppelt fik et interview med RUSADAs administrende diktektør Nikita Kamaev. Han betegnede påstandene om doping og korruption som hævngerrige løgne fra forsmåede dopingdømte sportsfolk.Det samme gør laboratoriechefen i RUSADA - Grigorij Rodtjenkov:

- Du skal passe på med at tro bedragere. De gennemlever lige nu den værste katastrofe i deres liv, sagde Rodtjenkov til Harjo Seppelt i 2014.

Men den tyske dokumentar har sat en lavine i gang:
- I slutningen af 2014 forlader 800-meterløberen Julia Stepanova og hendes mand Vitalij Rusland.
- 9. november 2015 udkommer første del af WADAs rapport Den beskylder Rodtjenkov for personligt at have tilintetgjort 1417 dopingprøver. Det russiske atletikforbund bliver diskvalificeret fra alle  internationale konkurrencer.
- 10. november 2015 lukker WADA midlertidigt RUSADA og Rodtjenkov siger op.
- 14. januar 2016 udkom WADAs anden del af rapporten, der anklager chefen for det russiske atletikforbund, Valentin Balakhnitjev for at have købt sig interne oplysninger om dopingkontroller i det internationale atletikforbund IAAF.
- 27. januar 2016 rejser Grigorij Rodtjenkov til USA.
- 5. februar dør RUSADAs bestyrelsesformand pludseligt i en alder af 50.
- 14. februar dør RUSADAs administrende diktektør Nikita Kamaev i en alder af 51.

Brikker i det store spil
Et tilfælde? Ifølge Verner Møller fra Institut for folkesundhed på Aarhus Universitet skrev Kamaev på en bog om doping i den internationale sportsverden.
Og ét er sikkert. Harjo Seppelts dokumentarer, WADAs rapporter og Rodtjenkovs udtalelser tegner et ret tydeligt billede af et system, hvor atleter og trænere bare var små møtrikker i et stort maskineri, der skulle køre i kulissen til olympiaden i Sotji og andre store internationale sportsbegivenheder, hvor Rusland gerne ville gøre god figur. Koste hvad hvad det koste ville.
Harjo Seppelt har i år lavet to opfølgere til Geheimsache Doping. Den første dokumenterer, at Rusland ikke har fulgt WADAs anbefalinger og at en række kendte dopinglæger stadig "praktiserer". Den anden sandsynliggør, at den russiske sportsminister havde ikke bare kendskab til, men direkte kontrol med dopingen.

Dokumentarerne har formentligt været medvirkende årsag til, at IAAF har forlænget suspensionen af det russiske letatletikforbund (løb og spring).
Den 23. kom det frem, at de russiske vægtløftere sandsynligvis også går glip af olympiaden i Rio. Tidligere på dagen vedtog den Internationale olympiske Komite dog en erklæring om, at dopingskandalerne ikke får konsekvenser for Den russiske Olympiske Komite og Ruslands deltagelse ved OL i Rio.


Kilder:
- Artiklen Russian Insider Says State-Run Doping Fueled Olympic Gold .
- Geheimsache Doping: Wie Russland seine Sieger macht (2014)
- Geheimsache Doping: Russlands Täuschungsmanöver (2016)
- Geheimsache Doping: Showdown für Russland (2016)
- WADAs første rapport
- WADAs anden rapport
- Экс-глава московской антидопинговой лаборатории Родченков уехал в США - Мутко
- Умер бывший руководитель РУСАДА Никита Камаев.
- Россия бежит мимо Олимпиады
- Россия не отстранена от Олимпиады
- На Олимпиаду без тяжелой атлетики

Hør og se også:
- Hør indslaget Rodtjenkovs cocktail 5 minutter og 40 sekunder inde i Antidopingschefens cocktail
- Analysen Putin og de russiske milliardærers musketéred
- Bizarro business



 
Tilføj kommentar