politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Elefanten i Donbass

 
 
Ruslands tilstedeværelse i Ukraine nævnes kun i nichemedier, ikke på stats-tv. Kremlin.ru


2015.04.23 Tre millioner. Så mange spørgsmål nåede den russiske præsident Vladimir Putin at få op dette års årlige«åbne linie», der blev sendt direkte på alle landsdækkende TV-stationer.
I tre timer og 57 stive minutter gik Putin behændigt rundt dem varme grød eller — som en englænder ville sige — rundt om the elephant in the room.

Elefanten i rummet, som ingen taler om, er Ruslands involvering i krigshandlingerne i det østlige Ukraine. Den officielle russiske udlægning er, at konflikten i nabolandet er en borgerkrig og et rent internt ukrainske anliggende. Mens annekteringen af Krim blandt andet blev begrundet med en overhængende fare for et folkedrab, har der åbenbart ikke været en sådan fare i det østlige Ukraine. I hvert fald nægter det officielle Rusland enhver forbindelse til de to selvudråbte republikker Donbass — «Folkerepulikken Donetsk» og «Folkerepublikken Lugansk».

Nok findes der russere på oprørernes side, men det er frivillige civile, eller russiske soldater, der har taget orlov for at kæmpe for deres landsmænd i nabolandet, lyder det fra kreml og de systemtro medier.

Sanktioner ren indæmning
Og - hvis man skal følge logikken - eftersom indlemmelsen af Krim i Den russiske Føderation var en objektiv nødvendighed, og Kreml hverken har lod eller del i konflikten i Donbass, så er formålet med Vestens sanktioner primært at inddæmme Rusland og hæmme landets udvikling. En påstand Vladimir Putin gentog under den direkte linie, ligesom han endnu en gang slog fast, at Rusland ikke har tropper i Ukraine.

Det er i modstrid med, hvad Ukraine, USA, EU, NATO og den russiske opposition stædigt hævder, og hvad indtil flere vestlige medier har berettet. Allerede i sommeren 2014 udtrykte vestlige efterretningskilder stor beundring for den "destabiliseringsoperation", Kreml havde iværksat, først på Krim og senere i det østlige Ukraine. Og siden har det ikke skorte på beretninger om russiske soldater i Donbass.

Den uønskede frivillige
I januar skrev Joshua Yaffa en lang en lang feature om sin søgen efter den unge soldat Petr Khokhlov i New York Times Magazine. Khokhlov var forsvundet efter en afholdelse af en mystisk øvelse ved grænsen til Ukraine. Hans familie havde intet hørt fra ham i uger, da han pludselig dukkede op på Youtube: han befandt sig i ukrainsk fangenskab.

På videoen fortalte han sine til sine fangevogtere, at hans brigade i månedsvis havde været udstationeret ved grænsen til Ukraine og havde arbejdet med at pille kendemærker af russisk militært isenkram, der skulle transporteres ind i Ukraine. Men en dag var han stukket af for at slutte sig til oprørerne i det østlige Ukraine, fortalte han i Youtube-videoen. Petrs familie forsøgte at få hjælp fra hans deling i Rusland, kun for at fået vide, at han var deserteret og ville blive retsforfulgt, og at familien ikke måtte fortælle noget om hans forsvinden til nogen.

Efter lang tids søgen fandt Yaffa den forsvundne soldat Khokhlov i det østlige Ukraine. Her fortalte han under opsyn af en kossaksoldat en lidt anden historie, nemlig at han efter udløbet af sin kontrakt for den russiske hær frivilligt var taget til fronten og her var blevet taget til fange og var blevet tvunget til at lyve. Efter sin løsladelse havde han så igen — angiveligt frivilligt - sluttet sig til kosakdeling.

Roterende kosakker
I februar bragte Information en artikel om de selvsamme kosakenheder. Udenrigsredaktør Emil Rottbøll havde i det sydlige Rusland mødt den 77-årige kosakgeneral Aleksandr Demin, der har 5-6.000 kosakkrigere under sig. Ifølge artiklen er soldaterne fordelt på 76 underafdelinger, hvoraf en hele tiden befinder sig i det østlige Ukraine. Afdelingerne opholder sig der en måned og bytter så med næste underafdeling.

Det er imidlertid ikke kun vestlige medier, der har berettet om russiske soldater i Ukraine. Allerede i maj 2014 skrev den unge russiske forfatter og politiker Sergej Shargunov på Twitter, at han var på vej ind over den russisk-ukrainske grænse i en lastbil fyldt med tjetjenske soldater. Strengt taget ikke noget bevis for egentlig militær russisk tilstedeværelse i Ukraine, men dog heller ikke noget, som Kreml ikke kunne være vidende om eller kunne have stoppet, skulle de russiske grænsetropper have fået en sådan ordre.

Penge, ikke patriotisme
I efteråret blev den dybe statslige indblanding i konflikten bekræftet, da den tidligere leder af Folkerepublikken Donetsk Igor Strelkov, rettede et voldsomt angreb mod den russiske ledelse. Ifølge Strelkov var det så som så med patriotismen blandt republikkernes nye ledere og deres chefer i Kreml. Strelkov, der kun måneder forinden havde været mediedarling skønnede, at omkring halvdelen af de midler den russiske stat satte af til oprørernes operationer i Donbass ville forsvinde ned i lommerne på folk i Kreml og i ledelsen af de to selvudråbte folkerepublikker.

 
 
Officielt har Rusland ingen soldater i Ukraine, og Vestens sanktioner er ren inddæmningspolitik. Kremlin.ru


Ubelejlige begravelser
Hen over sommeren og efteråret kunne åbentmundede medier berette om tolv diskrete begravelser i Pskov, der huser en af Ruslands kendteste militære enheder, den 76. faldskærmsdivision. Myndighederne var meget fåmælte omkring, hvor og hvordan soldaterne var faldet. Lokalpolitikeren Lev Sjlusberg anmodede statsanklageren om at undersøge, hvorvidt overordnede havde overtrådt deres beføjelser i forbindelse med de tolv soldaters død.

Statsanklageren nægtede at rejse sag, da soldaterne var blevet sendt på øvelse «i overensstemmelse med ordrer og instrukser udstedt af militære myndigheder». Hvad angik de nærmere koordinater for øvelsen, og hvad der nærmere var sket, mente statsanklagemyndigheden, at det udgjorde et statshemmelighed, som det ikke var i Den russiske Føderations interesse at offentliggøre.

Frivillige kransekagefigurer
I februar kunne Kommeresant bekræfte, at det ikke kun er russiske patrioter, der som privatpersoner drager til Donbass. Tværtimod er det regulære hærenheder, der har stået for de største operationer:- Logikken i de seneste måneders kampe er ret simpel: det er dem, der rent faktisk kan kæmpe, der løser de militære opgaver for enten de selvudråbte republikker (Donetsk og Lugansk, jhg) eller «enkelte områder i Donetsk og Lungansk regionerne (som der står i Minsk-aftalen). De løser den stillede opgave og trækker sig tilbage, og så rykker de lokale oprørere ind og indtager både kommandoposter og blokposer for at tage imod journalisterne og beredvilligt fortælle om deres fortid som minearbejdere, opsummerede Kommersants stjernekorrespondent Ilja Barabanov sine månedlange research i Donbass.

- Jeg vil ikke anbefale nogen at tage til Donbass — det er falsk patriotisme. Der er ikke noget Rusland, der er ren agression. Desuden ender du simpelthen i en bande

Værnpligtige og banditter
Fjerde marts bragte Novaja Gazetas et interview med den tyveårige værnepligtige Dorzji Batonunkuev fra Ulan-Ude i nærheden af Irkutsk i Sibirien. Den stærkt forbrændte kampvognsfører fortalte korrespondent Jelena Kostjutjenko, at han og hans deling havde fået at vide, at de skulle på øvelse i det vestlige Rusland, men alle havde vist, hvor de reelt skulle hen, da de allerede på toget fra Irkutsk havde arbejdet med at fjerne kendingsmærker fra brigadens kampvogne. Batonunkuev fastholdt, at han stadig var værnepligtig i den russiske hær.

Senest har den tidligere frivillige soldat Bondo Dorovskikh berettet om sin tid ved fronten. Den russiske forretningsmand drog i krig i den tro, at fædrelandet var i fare, men mistede hurtigt moralen ved fronten. Der var ingen disciplin og alle blev lukket ind i oprørernes rækker. Flere lokale gav overfor Dorovskikh udtryk for, at de var decideret bange for oprørerne.
- Jeg vil ikke anbefale nogen at tage til Donbass — det er falsk patriotisme (at gøre det, jg). Der er ikke noget Rusland, der er ren agression. Desuden ender du simpelthen i en bande, udtalte Dorovskikh til i Radio Svoboda.

Den transatlantiske dukkefører
Ligesom Kommersant og Novaja Gazeta er Radio Svoboda imidlertid et nichemedie. Kreml og kremlloyale oligarker sidder tungt på mediemarkedet og de få kritiske medier, der er tilbage, når ud til meget få. De bliver i statsmedierne omtalt som del af en «femte kolonne», der agerer som marionetdukker for den «transatlantiske dukkefører» USA. Det er derfor de færreste russere, der kan se elefanten i Donbass - de færreste, der ved, at Rusland er dybt involveret i konflikten, der indtil videre har drevet to millioner på flugt.

Og de, der kan se elefanten, er delt i to lejre. Dem der synes, at Rusland krænker international ret og Ukraines suverænitet og burde trække sig ud omgående. Og dem der tværtimod synes, at Rusland burde træde i karakter og i en regulær krig indlemme det østlige og eventuelt også det sydlige Ukraine i Rusland.

Ved ikke at tale om elefanten i Donbass kan Putin holde de to grupper i skak. Og - ved således at fremstille sanktionerne som noget ikke selvforskyldt - kan Kreml længe endnu skyde skylden for den skrantende økonomi på Vestens grundløse sanktioner. I tilgift kan Moskva ved holde liv i konflikten i Donbass forhale nabolandets optagelse i både EU og NATO i årevis.
I det hele taget ville den russiske ledelse være godt dum, hvis den af egen fri vilje begyndte at tale om elefanten i Donbass.

Kilder:
Десант
The Search for Petr Khokhlov
Стрелков, забытый российским ТВ, раскритиковал Суркова и его людей, которые "пилят" деньги в Донбассе
Прямая линия с Владимиром Путиным
Среди головорезов


Se også:
- Kulturel oprustning
- Da USA annekterede Texas
- Tyveriet af Albrights tanker
- Glemt i skyttegravene
-
Mytens magt


 
Tilføj kommentar