politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Da USA annekterede Texas

 
 
Operation Krim - en humanitær aktion, genoprettelse af den historiske retfærdighed - eller gammeldags magtpolitik?


11.04.15
Dagen efter markeringen af 70-året for befrielsen af koncentrationslejren Auschwitz begyndte et Youtube-klip med Barack Obama at florere på det russiske internet. Her hævder den amerikanske præsident, at hans onkel var med til at befri Auschwitz.
«Obama lyver», «USA forfalsker historien» lød de vrede kommentarer på de sociale medier, for medmindre Obama har en hidtil ukendt russisk onkel, så må han nødvendigvis lyve, eftersom Auschwitz blev befriet østfra af den røde hær.

Det var præcis den samme kritik, som republikanerne lod vælte ned over Obama, da ordene faldt. Og det gjorde de ikke i Auschwitz og heller ikke for nyligt. De faldt i New Mexico i maj 2008, da Obama stadig var blot en af flere mulige demokratiske kandidater til præsidentvalget. Obamas stab beklagede straks den dobbelte fortalelse, for Obama talte ikke om sin egen onkel, men sin mors onkel, og han havde ikke været med til at befri Auschwitz, men derimod en del af koncentrationslejeren Buchenwald.


Auschwitz befriet af Ukraine?
Angrebet på Obama er blot ét af flere udfald mod ukrainske og vestlige politikere, der efter russisk opfattelser forvrænger eller decideret forfalsker historien. Det gælder fx. den polske viceudenrigsminister Grezegorz Schetyna, der har udtalt at Auschwitz blev befriet af ukrainske soldater. Det er for så vidt rigtigt nok. Den første kampvogn, der rullede ind i dødslejren havde ukrainske Igor Pobirtjenko som kommandør. Pobirtjenko havde imidlertid den 11 mio mand store multinationale røde hær i ryggen, der i månederne forinden havde befriet Ukraine landsby for landsby.

Det er også blevet taget særdeles ilde op, at vestlige politikere én efter én har takket nej til at deltage i markeringen af 70-året for afslutningen af anden verdenskrig på den røde plads i Moskva. I flere medier udlægges de mange afbud nærmest som en fornægtelse af, at det reelt var Sovjetunionen, der havde størst andel i sejren over Nazi-tyskland.


USA hapsede Texas

Russerne kan imidlertid også være med, når det gælder historiske fortielser og fortalelser. Under den russiske præsidentens årlige timelange pressemøde 18. december 2014 kom Vladimir Putin for skade at sige følgende:

- Vi har jo fra næsten officielle repræsentanter gang på gang hørt, at det er uretfærdigt, at hele Sibirien med alle dens umålelige rigdomme tilhører Rusland. At hapse Texas fra Mexico — det er åbenbart retfærdigt, men at vi er herrer i eget hus — det er uretfærdigt.


Om præsident var træt eller blot fejlinformeret vides ikke, men USA har aldrig annekteret eller «hapset» Texas fra sin sydlige nabo. Tværtimod måtte delstaten tilbringe ni år som uafhængig stat før staten blev optaget i Amerikas Forenede Stater.

Vesttysklands annektering af Østtyskland
Det var heller ikke helt i overensstemmelse med historiebøgerne, da kommunisten Nikolaj Ivanov sidst i januar i det russiske underhus, Dumaen, sagde følgende henvendt til lederen af underhuset Sergej Narysjkin:
- Ærede Sergej Jevgenjevitj, vi holdt alle med dem, da De den 26. januar i Europarådet parerede angrebene fra rådspræsident Anne Brassuer, der beskyldte Rusland for at have annekteret Krim. Som modsvar vil jeg foreslå at forpligte udenrigsudvalget til at udfærdige en erklæring, der fordømmer Den Føderative Republik Tysklands annektering af Den tyske demokratiske republik i 1989. Især eftersom der i modsætning til på Krim ikke blev afholdt nogen folkeafstemning i DDR, udtalte Ivanov i parlamentssalen uden at komme ind den lille detalje, at Tyskland reelt blev delt pga. uoverensstemmelser mellem de fire sejrsmagter efter afslutningen, mens det var en rent
administrativ øvelse, da Nikita Khrusjtjev i 1954 overdrog Krim fra én sovjetisk delrepublik til den anden, nemlig fra den russisk til den ukrainske.

 
 
Det mægtige tsar-Rusland sætter Tyskland på plads. Illustration fra 1915.


Historisk retfærdighed

Netop den såkaldte genindlemmelse af halvøen Krim i den russiske føderation i april 2014 er den enkeltstående begivenhed, som er blevet retfærdiggjort mest flittigt af russiske politikere og medier i det forløbne år. Og forklaringerne er skiftet med forbløffende hast.

Først nægtede man ethvert kendskab til de uniformerede soldater på halvøen, der patruljerede uden kendemærker. Senere indrømmede Kreml at disse «høflige grønne mænd» var russiske soldater, der var blevet indsat, da der angiveligt var overhængende fare for, at den nye nationalistiske regering i Kiev ville starte et massivt folkedrab på halvøen. Samtidigt skulle de grønne mænd sikre en afholdelse af en folkeafstemning, der skulle afgøre, om øen fortsat skulle regeres af selvsamme nationalistiske Kiev — eller «genindlemmes» i Rusland.

"Krim, det gamle Kórsun - Khersonés - og Sevastopol har en enorm civilisatorisk og sakral betydning for Rusland. Præcist ligesom tempelbjerget i Jerusalem for dem, som udøver islam eller jødedom"Da folkeafstemningen viste et stort flertal for genforening, og Krim blot en måned senere officielt blev optaget i Den russiske Føderation, blev dette omtalt som en «genetablering af den historiske retfærdighed».

Krim — Ruslands Kosovo

Sidst på året begyndte det officielle Rusland at trække paralleller mellem Kosovo og Krim. Ligesom den serbiske nations vugge angiveligt stod i Kosovo, havde Krim angiveligt unik historisk betydning for den russiske stat, da det var her, at fyrst Vladimir havde ladet sig døbe og dermed gjort det muligt at optage andre slaviske stammer i den russiske nation og givet dem mulighed for for første gang føle sig som ét folk.

Netop fyrst Vladimirs dåb er det dårligst belyste kapitel i fyrstens liv — ikke desto mindre valgte Putin i sin tale til parlamentet i december 2014 at betegne Krims betydning for Rusland som intet mindre end hellig:
- Vi har derfor al mulig grund til at sige, at Krim, det gamle Kórsun - Khersonés - og Sevastopol har en enorm civilisatorisk og sakral betydning for Rusland. Præcist ligesom tempelbjerget i Jerusalem for dem, som udøver islam eller jødedom sagde Putin i slutningen af december 2014.

Vores amerikanske venner

Sandsynligvis var religion det sidste Putin tænkte på, da han indsatte russiske tropper på Krim. Otte måneder forinden havde han i hvert fald givet en helt anden forklaring på annekteringen af Krim. Kort tid efter afholdelsen af folkeafstemningen på Krim fandt russisk TV1 det på sin plads at påbegynde en monumental dokumentar, der skulle vises på étårsdagen for «genindlemmelsen» af halvøen. Den 2,5 timer lange dokumentar består af blændende smukke billeder af Krims største seværdigheder, grusomme rekonstruktioner af de blodige begivenheder i Ukraine - og Vladimir Putins viise kommentarer hertil. Interviewene med Putin blev optaget i to omgange - første gang i april 2014. Og her var det langt fra Krims "sakrale" betydning, der optog den russiske præsidenten.

de egentlige dukkeførere var vores amerikanske partnere og venner
 - Hele fidusen var, at det formelt var europæerne, der støttede oppositionen i Ukraine, men vi vidste udmærket — vi var ikke bare klar over, men vidste - at de egentlige dukkeførere var vores amerikanske partnere og venner. Det var dem, der hjalp med at forberede nationalisterne, det var dem, der hjalp med at stable kampenheder på benene. Denne træning foregik både i det vestlige Ukraine, i Polen og i Litauen. Så hvad var det vores partnere gjorde — de faciliterede udførelsen af et statskup, sagde Putin i april 2014 med henvisning til de meget velforberedte paramilitære demonstranter, der prægede majdan-pladsen efter nytåret 2013-14.

Den nationalistiske damptromle
I dokumentaren tager Putin også æren for at natten fra den 22. til den 23. februar personligt at have ledet de enheder, der blev sat ind til lands, til vands og fra luften for at redde præsident Viktor Janukovitj fra den visse død.
Og fortæller Putin - det var på dette tidspunkt - tre uger før afholdelsen af folkeafstemningen på Krim, at han reelt traf beslutningen om at indlemme halvøen.
- Da vi brød op ved syvtiden, det vil jeg ikke skjule, sagde jeg til mine kolleger — der var fire — situationen former sig sådan i Ukraine, at er vi er tvunget til at påbegynde arbejdet på at få Krim tilbage til Rusland, begrundede Putin sin beslutning i april 2014. Længe før Krim blev til Kosovo, den tyske genforening til en annektering — og kynisk geopolitik til historiske retfærdighed.


Kilder:

Uncle liberated camp, but not Auschwitz
 
Frontline Ukraine crisis in borderlands


Андрей Иллиаронов: Блог

Крымская версия Путина

Ядерная логика


RBK 17.03.2015

 
Tilføj kommentar