politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

De fire Ruslande

 
 
Stemmeafgivelsen ved præsidentvalget. Mørkrød er lav stemmeandel til Vladirmir Putin, mørkeblå er næsten 100 procent stemmeafgivelse på Vladimir Putin.Ill.: Ilja Bojandin.


05.06.13
Ved årsskiftet 2011-2012 vejrede vestlige medier morgenluft. Omsider søgte russerne ud på gaderne i protest mod Vladimir Putins regime. Omsider syntes man at have fået nok af korruption og valgfusk - omsider syntes det arabiske forår at have ramt Rusland.

Men efterhånden klingede protesterne ud, og det samme gjorde de vestlige mediers interesse for det «russiske forår». «Putin strammer grebet om magten» lyder forklaringen ofte. I virkeligheden var det dog næppe Kremls strammerkurs, der fik protesterne til at stilne af. De folkelige protester vi så, var krusninger på overfladen i dét Rusland, vi forstår og kan identificere os med, nemlig storby-Rusland. Men vil man forstå russisk politik, er man også nødt til at forstå de andre Ruslande.

Land i fire hastigheder

Ifølge geografen og økonomen Natalja Zubarevitj giver det mening at tale om hele fire forskellige Ruslande. Siden hun i en kronik i Vedomosti den 31. december 2011 introducerede begrebet «de fire Ruslande» har metaforen bredt sig i den russiske blogosfære. Den beskriver ikke en geografisk opdeling, men ét Rusland, der i fire forskellige tempi er på vej fra patriarkalsk landbrugssamfund mod et moderne, urbant samfund, og som i forskellig grad er modtagelige for forskellige politiske ideologier.

Rusland I - storbyernes middelklasse

21% procent af russerne lever i Ruslands 12 millionbyer. Medregner man også byer med over en halv millioner indbyggere, udgør Rusland I 36% af den russiske befolkning eller godt 50 mio mennesker. I enkelte storbyer er der en del industri tilbage, ellers lever Ruslands storbyer primært af sericeerhverv. Store, mellemstore og små virksomheder tiltrækker veluddannet national og international arbejdskraft. Også i den offentlige sektor er uddannelsesniveauet højt.
Det er især her, at internettet er udbredt og udgør en slags «anden offentlighed». Rusland I er også hjemsted for størstedelen af den russiske middelklasse, der har råd til en eller flere udenlandsrejser om året.

Rusland II: det konservative, industrielle Rusland

Det andet Rusland er de mellemstore industribyer byer med mellem 20.000 og 250 000 indbyggere. Her er mange arbejdere og statsansatte med kortere uddannelser., men få små og mellemstore virksomheder. Økononomien er stærkt afhængig af enkelte store fabrikker. Nogle er tidssvarende, andre er stærkt presset af international konkurrence. I dette Rusland, der udgør en fjerdedel af den russiske befolkning, har man endnu det industrielle kollaps fra 1994-1995 i frisk erindring og skepsisen mod WTO-medlemskabet er udbredt.

De folkelige protester vi så, var krusninger på overfladen i dét Rusland, vi forstår og kan identificere os medRusland III - udkantens skyggeøkonomi

Det tredje Rusland er udkantsrusland - befolkningen i de mindre byer og landsbyer. Det er præget af fraflytning og aldrende befolkning, men udgør stadig omkring en tredjedel af befolkningen. Rusland III er spredt ud over hele landet, men er især dominerende i de centrale, nordøstlige og i sydlige dele af Rusland. Folk lever primært af overførselsindkomster og supplerer deres indtægt med havebrug og tuskhandel - penge, der aldrig kommer i nærheden af skattevæsnet. Her er man mere interesseret i vejrudsigten end i de politiske skærmydsler i Moskva.

Rusland IV - ruslænderne

Det fjerde Rusland passer ikke helt ind i billedet af et Rusland opdelt i moderne storbyer og tilbagestående landsbyer. Det er de etniske områder i Kaukasus samt i det sydlige Sibirien. I Kaukasus findes der byer med næsten en million indbyggere, men familien, klanen, etniciteten og — nogle steder - religionen fylder meget mere end staten. I Rusland IV vokser de større byer, men det samme gør landbefolkningen. Uddannelsesniveauet er lavt, de veluddannede forlader områderne, hvilket hæmmer erhvervsudviklingen og fremvæksten af en egentlig middelklasse.

Ét land, flere dagsordener
Zubarevitjs model er stærkt forsimplet, for selvfølgelig findes loyale støtter af Putins styre i Rusland I og arge kritikere i Rusland III, men modellen rummer alligevel interessante pointer. Groft sagt tegner den et billede af et splittet land, hvor Rusland I og II er interesseret i politik, men Kreml er kun interesseret i Rusland II og III. Rusland III er imidlertid — ligesom Rusland IV — flintende ligeglad med politik.
Og nu i langsom gengivelse: De politisk engagerede russere bor i Rusland I og II, men de to Ruslande vil langt fra det samme. Rusland II vil have økonomisk stabilitet, Rusland I vil have forandringer. Her er det ikke som sådan en økonomisk krise, man frygter, men derimod stagnation. Der er dog også et økonomisk element i utilfredsheden: korruption dræber investeringslysten og dermed skabelsen af nye interessante arbejdspladser.

Eliten ignorerer eliten
Demonstrationerne i Moskva og Ruslands øvrige millionbyer var små rystelser i den del af Rusland, som vi kan spejle os i og forstår nemlig Rusland I. Kreml er imidlertid mere bekymret for Rusland II. Skulle Rusland I blive ramt af en ny økonomisk krise, så er befolkningen her så veluddannet og økonomien så diversificeret, at det vil ride stormen af. Rusland II derimod er dårligere rustet til en ny økonomisk krise, og Kreml har hidtil reageret prompte på ethvert optræk til social uro i forbindelse med nedskæringer og truende virksomhedslukninger i Rusland II.

Kreml har også fokus på det tilbagestående Rusland III, som gerne skulle integreres bedre i samfundsøkonomien. Rusland III og IV — eller godt en tredjedel af Rusland - er derimod forholdsvist uinteresserede i national politik. Nok modtager Rusland III overførselsindkomster, men det er ikke afhængigt af Moskva på samme måde som Rusland I og II. Her følger man vejrudsigten med større interesse end nyhederne. Risikoen for opstande i periferien er stort set ikke-eksisterende.


Noget for noget

Rusland IV modtager ligesom Rusland III store bloktilskud, og under de sidste valg har det været svært ikke at se en forbindelse mellem disse midler og de fantastiske stemmetal til magtens parti — Forenet Rusland.
Indtil videre har pengestrømmene og de relativt frie tøjler til mere eller mindre despotiske lokale herskere ikke revolutioneret økonomien i Rusland IV. Tværtimod hersker der stadig borgerkrigslignende tilstande i fx. Dagestan, hvor lokale muslimske ekstremister fører krig mod de russiske myndigheder. Og Kremls Kaukasuspolitik synes blot at nære utilfredsheden i Rusland I, hvor især bloggeren Aleksej Navalnyj har slået sig op på slogans som «Slut med at føde på Kaukasus!».

Rusland kan rykke

Med kun to Ruslande interesseret i politik og kun ét direkte interesseret i forandringer synes oppositionen i Rusland I at have en umulig opgave foran sig. Intet kunne være mere forkert. Kreml har kun ro på bagsmækken så længe, Rusland II føler sig forstået og beskyttet. Begynder større dele af Rusland II også at tvivle på Kremls evne til at administrere Rusland — og formår det dagsordensættende Rusland I at gribe den stemning, så kan de fire Ruslande lynhurtigt blive til tre, hvor Kreml pludselig skal please to tredjedele af russerne.

KILDER:
Vedomosti
Ekho Moskvy
Open Democracy

ilja Bojandins blog
Slon.ru

Indlægget er også blevet bragt i Magasinet Europa.
 
Tilføj kommentar