»Tatarisk befinder sig på randen af uddøen«

 

 

I den nationalistiske NGO TOTs føler man sig svigtet af de tatariske politikere. Foto: Jesper Gormsen.

Rusland er ikke bare ét gigantisk land, men en sammenslutning af vidt forskellige delstater. Lidt endnu i hvert fald. Selv i det rige Tatarstan mærker de ensretningen fra Moskva og frygter, at deres levende kultur bliver reduceret til trekantede tjak-tjak-brød og sjove hatte.

17.03.2018 Der er stille i nattoget Moskva-Kazan. Birkeflisen ulmer under samovaren for enden af gangen, og fra kupeerne høres kun en stille mumlen. Klokken er næsten halv to. De fleste venter bare på konduktørernes fløjt og glæder sig til at sove det meste af den 13 timer lange togrejse væk. Også den ældre kvinde i min kupé. Hendes to børnebørn, Samat og Aigul på 11 og 13, har imidlertid ikke spor lyst til at sove. De spørger, hvad jeg hedder, hvad jeg laver, hvor jeg bor, og hvilke sprog jeg taler.

»Så har du heller ingen at tale tatarisk med denne gang, deuni,« opsummer Aigul samtalen for sin bedstemor, da krydsforhøret er slut.

»Taler I da ikke tatarisk,« spørger jeg.

»Næ, siger Samat. Det er der næsten ingen, der gør. Vi taler kun russisk derhjemme.«

»Men nu forsøger man at undertrykke tatarisk. De har underskrevet et eller andet dokument. Sidste år havde vi fem timer om ugen, nu har vi kun to,« siger Aigul henkastet.

Med et næsten umærkeligt ryk sætter toget i gang.

Da der omsider kommer liv i Aigul og Samat igen, er det langt op ad formiddagen, og toget triller langsomt gennem en lille by.

»Det er Svijasjsk. Den blev anlagt af Ivan den Grusomme. Her (...)

Artiklen kan læses i sin helhed på Informations hjemmeside.