politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

at bombe Voronesj - ordbogsopslag 1

 
 


Nyt udtryk tegner sprogligt portræt af et lille hjørne af russisk politik

2015.12.26
Hvis man læser uafhængige russiske medier, støder man af og til på udtrykket «бомбить Воронеж» - «at bombe Voronesj».
Udtrykket stammer angiveligt fra Voronesj. Efter krigen i Georgien i 2008 skal et byrådsmedlem have brokket sig over, at det beløb, som kreml overførte til Sydossetien (som har 51.000 indbyggere) svarede til, hvad Voronezj-regionen (der har 2,3 mio indbyggere) havde fået over tre år:
- Så skulle I hellere tage at bombe Voronezj, så kan vi i det mindste få bygget nogle ordentlige veje,» skal politikeren efter sigende have sagt.
Siden da har ordet ændret betydning. På Vikislovar' (den russiske Wiktionary) finder man følgende definition:

Betydning

  1. at tage midler i brug mod nogen, som anretter større skade på den, der tager dem i brug end på den, som de er rettet mod Hvis NATO trænger ind i Syrien, begynder vi at bombe Voronezj.

Synonymer

  1. at fryse ørerne af i trods mod mor, i trods mod konduktøren køber jeg 100 billetter og går til fods 
       
 
 


Tredje bombning af Voronesj
Ordet har altså ændret betydning til noget, der svarer til en mellemting mellem "at gøre i nælderne", "score selvmål" eller "at gøre sig selv en bjørnetjeneste". Udtrykket bruges udelukkende sarkastisk og kun af den liberale russiske opposition — senest om den tilspidsede konflikt mellem Moskva og Ankara. Ifølge den russiske "ikke-systemiske opposition" har kreml ved indføre sanktioner mod Tyrkiet for tredje gang «bombet Voronezj».

Første gang var da EU og USA vedtog sanktioner mod en række enkeltpersoner involveret i den såkaldte Magnitskij-sag. Moskva svarede igen med modsanktioner – herunder et forbud mod at lade amerikanske statsborgere at adoptere russiske børn.1

Anden gang var da EU, USA, Canada og Australien efter annekteringen af Krim havde indført sanktioner rettet mod russiske enkeltpersoner og -virksomheder. Dengang svarede kreml igen ved at indføre fødesanktioner mod disse lande med stigende fødevarepriser og fødevarefusk til følge.2

Denne gang har kreml som reaktion på terrorangrebet over Sinai og nedskydningen af det russiske bombefly forbudt al flyvning til russernes to foretrukne feriemål: Egypten og Tyrkiet, som i 2014 havde hhv. 2,5 og 3,2 mio russiske gæster3. Og skønt boykotten af tyrkiske fødevarer officielt først træder i kraft 1. januar 2016, håndhæves den tilsyneladende allerede. Russiske supermarkeder kan ikke skaffe tyrkisk frugt og flere fabrikker har sendt medarbejderne hjem, fordi tyrkiske komponenter sidder fast i tolden. 

Assymetrisk svar
Med sine sanktioner forsøger Rusland at tage livtag med verdens største økonomier. EU er klodens største økonomi, USA den næststørste, mens Rusland i 2014 var den tiendestørste. Tyrkiet lå nummer atten, men ser man på BNP per capita ligger Tyrkiet som nummer 64 og Rusland nummer 72.4 Nok vil det kunne mærkes, at 3,2 mio russiske turister bliver hjemme, men den tyrkiske økonomi er langt mere diversificeret end den russiske.
Alligevel kan de russiske politikere ikke få forbud nok. Da den amerikanske kongres forleden vedtog sanktioner mod yderligere 34 enkeltpersoner og firmaer, foreslog første viceformand for Dumaens økonomikommite Mikhail Jemeljanov den 22. december at lægge skat på cola og begrænse brugen af amerikanske kreditkort:

 
 
Medlem af Retfælrdigt Rusland Mikhail Jemeljanov.


- Der skal helt afgjort komme et svar. Der skal svares på et måde, der kan mærkes, men ikke altid er symmetrisk. Der er områder, som vile være meget mærkbare for amerikanerne, sagde Jemeljanov, der er medlem af partiet Retfærdigt Rusland til RIA Novosty.

Blandt disse «følsomme» områder nævner Jemeljanov «afgifter på salg af læskedrikke med kulsyre», (læs: Coca-Cola og Pepsi), en begrænsning af brugen af VISA og MasterCard, et forbud mod at lade amerikanske banker og revisionsfirmaer betjene store russiske selskaber. Endelig mener politikeren, at man bør forbyde import af amerikanske helikoptere og overveje at gøre det samme mod den amerikanske civile flybranche, dvs. Boeing.

Den er gal med renten. Eller ...
Jemeljanov er dog også ude med riven efter russiske institutioner, blandt andet centralbanken, som politikeren mener bør sænke renten for at sætte skub i forbruget:
- Man skal selvfølgelig sætte den indlandske økonomi forrest og stimulere udviklingen af produktionen. Uden en ændring af centralbankens politik vil vi næppe kunne yde modstand mod den betingelser, som amerikanerne skaber for os, mener Jemeljanov.5

Tiden må vise, om Jemeljanov og kremls assymmetriske og protektionistiske sanktionspolitik er den rette måde at yde modstand på, og om den vil give det russiske erhvervsliv et løft. Eller tværtimod bombe Voronesj og det øvrige Rusland endnu dybere ind i krisen.



KILDER:

2I oktober fremgik det af en rapport fra det russiske landbrugstilsyn, at 80 procent af al russisk ost indeholder plantefedt. (80% сыра в России – фальсификат)

4https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_GDP_(nominal) https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_GDP_%28nominal%29_per_capita

 
Tilføj kommentar