politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Som politikken, så sporten

 
 
Ill. Sergej Jelkin (Sergey Elkin)


1714:
Rusland ønsker at være en stormagt. Da Peter den Store fravrister den svenske konge et sumpet landområde ud til Den finske Bugt, beslutter han her at anlægge en ny hovedstad, et vindue mod vest, som skal hjælpe ham til at modernisere Rusland.

2014: Op til vinter-OL i Sotji gør Rusland alt for at bevise, at Rusland er tilbage som økonomisk, kulturel og sportslig supermagt. For at sikre sig, at de sportslige resultater står mål med ambitionerne, har sportsministeriet og efterretningstjenesten bag kulisserne orkesteret et dopingprogram, der øjensynligt indbefattede bortskaffelse af positive dopingtests fra russiske idrætsudøvere gennem et lille hul i væggen til det olympiske anti-dopinglaboratorium.


 
21.07.2016 Den russiske dopingskandale, der stadig kan nå at koste alle russiske sportsfolk deltagelsen i OL i Rio, bliver i danske medier dækket som sportsstof. I Rusland bliver den dækket som storpolitik. Med overskrifter såsom "Det lykkedes ikke med sanktioner, nu prøver de noget andet" tegner systemtro medier et billede af et skinssygt vesten, der forsøger at inddæmme et fredselskende Rusland millitært, økonomisk, politisk - og nu også sportsligt.

Liberale russiske iagttagere er for så vidt enige i, at dopingskandalen handler om politik. Men de mener ikke, at den er skabt af vestlig inddæmningspolitik, men af russisk indenrigspolitik alene. Her er det Andrej Kolesnikovs klumme fra RBK den 19. juli 2016 i min oversættelse.
 

Magthavernes dopingprøve: hvem skal bøde for den olympiske skandale

Sport, som tillægges statslig betydning, overtager alle denne stats mangler.

Doping er et middel til at opnå sejre i sport. Sejre i sport er i Rusland et spørgsmål af statslig vigtighed. Fordi sport er en del af vores «soft power», det er en slagmark for vores kamp med Vesten. Idrætsudøverne er soldater. Sport er en fortsættelse af krig med andre midler, afledt af Ruslands udenrigs- og indenrigspolitik. Og derfor er dén soldat, som ikke har taget doping for at sejre for Rusland efter statslig anvisning (FSB og Sportsministeriet), ikke en patriot.


Musehullet

Det her er ikke engang Sovjetunionen, det her er noget helt nyt. Omend vi genkender KGBs håndskrift — musehullet indtil laboratoriet, der tjente til at bytte dopingprøverne ud … Det ligner en dårlig spionfilm. Men sådan arbejder et system, der ser sig selv som stående i et modsætningsforhold til hele verden.

I kølvandet på etableringen af et statsligt (statsligt!) dopingsystem under tilsyn af efterretningstjenesterne som del af indenrigs- og udenrigspolitikken og af de 33 medaljer til Rusland ved OL i Sotji, der var så vigtig ikke så meget for landets, men for dens præsidents image, fulgte indlemmelsen af Krim. Systemet af basalt set ubrugelig og forældet løgn blev udvidet med territorial ekspansion baseret på opfattelser om verdens indretning fra i bedste fald midten af det tyvende århundrede.

Man kæmpede for give Rusland et image som en stærk stat og tabte dette image til niveau, hvor man snarere har et image som en failed state, en kollapset stat.

Man skulle have troet, at efter bolotnoe-sagen (1), Krim, den nedskudte Boing, Novorossija(2), de mange repressive love og Panama-gate ville intet kunne ødelægge Ruslands image udadtil, bunden var nået. Men så bankede Richard McClarens kommission på fra nedenunder bunden, og præsenterede fakta om statslig planlægning af og støtte til dopingfodring af russiske atleter. Det nuværende politiske regime har lidt et meget alvorligt udenrigspolitisk nederlag.

Et særkende ved dette nederlag er, at der praktisk taget ikke er nogen instans, som man kan appellere til. Nej, selvfølgelige, selvfølgelig, er det en sammensværgelse mod Rusland, endnu en. En sammensværgelse, der skal hvad? En sammensværgelse, der skal sikre, at verden ikke ser vore sejre, ikke bare i den syriske ørken eller i konferencesale, hvor vore pressesekretærer ordsskvaldrer, eller som en poet ville have sagt «beskylder ministre for lediggang», men også på sportsarenaerne. 

Vi har hele sportsdiscipliner, der trods god financering er ved at falde fra hinanden — er det også «amerikøjsernes» skyld? Men det er en uhyre svag forklaring. En global sammensværgelse skal have et arnested — her er der intet. Det er da ikke Obama og Stoltenberg, der har fodret vores sportsfolk med doping; det var FSB — skaberen af alle vore sejre — der nærmest har tvangsfodret idrætsudøverne. Og hvad angår resultaterne, så står det også sølle til. Er det onkel Sam, der har hældt brom (3) i vores fodbold-, basket-, volleyball- og håndboldspillere, og er det derfor, at der, som man sang ved afslutningsceremonien ved OL i 1980 «på tribunerne det bliver tyst, tiden for mirakler så hurtigt svinder». Vi har hele sportsdiscipliner, der trods god financering er ved at falde fra hinanden — er det også «amerikøjsernes» skyld?

Eftersom der ikke er nogen at stille til regskab, vil man forsøge at få revance for fiaskoen med Legene hos de russiske borgere: det er dem der vil rammes af en tsunami af antivestlig propaganda, og tv-værterne vil drysse deres hoveder med radioaktiv aske(4).


Statslig sport

Man får en stærk mistanke om, at hvis ikke man havde bebyrdet vores sportsudøvere med statslige opgaver og ikke havde tillagt deres sejre samme betydning som slaget ved Stalingrad, hvis de ikke var blevet forsøgskaniner i laboratorieesksperimenter med efterretningstjenesternes musehuller, så ville situationen i de kriseramte sportsgrene jævnes ud og «medaljeplanen» være blevet opfyldt. Men ikke med det samme — ikke her og nu, ikke for en hver pris, ikke for fædrelandet, for Putin, men gradvist og for selve sportens skyld og den skønhed. I vore dages elitesport lykkes intet med det samme. At skabe en topatlet kræver år, systematik og udholdenhed, det er, når alt kommer til alt, en skole. Og her kan man ikke isolere sig fra verden: moderne sport er lige så internationaliseret som fx videnskaben. Netop derfor er der forøvrigt intet pinligt i, at en idrætsudøver stiller op under neutralt flag.

 Sport, som tillægges statslig betydning, begynder at overovertage alle den selv samme stats mangler. Den baserer sig på svindel og løgn, falsk patos, hysterisk patriotisme, overdreven fornærmethed og søger kilder til nederlag alle steder, bare ikke i sig selv.   

Chefen for Den olympiske Komite Thomas Bach har sagt, at IOC står overfor et svært valg «mellem kollektivt og individuelt ansvar». Den russiske præsidents pressesekretær Dmitrij Peskov erklærede, idet han udtrykte kremls kollektive holdning, at det må være de sportsudøvere, der har taget doping, der må bære ansvaret. Dvs at her foretrækker man at skyde skylden på møtrikkerne i systemet, ikke systemet selv. Bach siger derimod, at systemet undertrykte sportsudøverne, og at ansvaret derfor er kollektivt. Sportsudøverne er ikke skyldige, systemet er skyldigt, det system, der nok kender til sportslig vrede, men ikke til sportslig optræden.

Som det politiske regime, så sporten. Hvis der er noget, man absolut ikke kan opnå i moderne russiske sport, så er det at løfte sportsfolk op på medaljeniveau ved at synge Internationale eller Sportsmarchen af Dunajevskij. I den skal målmanden forstille sig «at bag ham går grænselinien». Men, uanset al den isolationistiske hysteri, er ikke en eneste russisk målmand i stand til at forestille sig det.


NOTER:

(1) En demonstration på Bolotnaja-pladsen i Moskva blev opløst med hård hånd og i en række tvivlsomme retsager blev flere demonstranter idømt årelange fængselsstraffe.

(2) I efteråret 2014 talte russiske nationalister for en genetablering af Novorossija — at ikke bare det østlige Ukraine, men hele den ukrainske sortehavskyst burde indlemmes i Rusland.

(3) Der hersker historier om, at man i den sovjetiske hær hældte brom i teen, for at nedsætte de unge værnepligte mænds lyst til sex.

(4) TV-værten Dmitrij Kisiljov blev sindbilledet på den russiske propagandamaskine, da han i sit tv-show den 17. marts 2014 påstod, at USA ønskede at forhandle med Rusland omkring Krim fordi Rusland var det «eneste land i verden, der er i stand til at forvandle USA til radioaktiv aske".


KILDER:
- Klummen Кто должен ответить за олимпийский скандал
- Sergej Jelkins facebookside 
- Россия может превратить США в радиоактивный пепел
- «Не получилось с санкциями, теперь пробуют по-другому»

 
Teksten til Sportsmarchen.
 
Teksten til Sportsmarchen.
 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: