Rusland er blevet glemt i skyttegravene, mener sci-fi-forfatteren Glukhovskij.Kilde: intersucks.ru
10.05.2016 I går blev Sejrsdagen atter fejret på Den røde Plads i Moskva med
stor pomp og pragt. Større faktisk end under Sovjettiden, hvor man
kun afholdt paraden ved jubilæer. Efter Sovjets sammenbrud var
paraderne i fire år forbudt, og da traditionen blev genoptaget, var
det uden krigsmateriel.
Siden 2008 har der dog atter trillet tungt
artilleri hen over pladsens brosten og Sejrsdagen bliver brugt
stadigt mere offensivt. Ifølge de russiske statsmedier befinder
Rusland sig i en tilstand af informationskrig med kræfter i Vesten,
der forsøger at forklejne Sovetunionens rolle i Anden Verdenskrig,
og der gøres et stort nummer ud af paraden og Ruslands militære
slagkraft.
Mange føler imidlertid, at de og deres faldne forfædre er blevet ufrivillige statister i et indenrigspolitisk forestilling.
En af dem er Dmitrij Glukhovskij, forfatter til dystopien Metro
2033, der også er forlægget til computerspillene af samme navn. Her
følger en oversættelse af hans kronik «Glemt i skyttegravene» fra
magasinet Slon den 9. maj.
Dmitrij Glukhovskij: Glemt i skyttegraven Siden Putin og revanchisterne fra KGB kom til magten, fejrer vi Sejrsdagen
med større og større pomp. Hver maj, hele maj, husker vi med større
og større lethed Den store Krig, som næsten ingen af os kæmpede i.
Det er klart hvorfor: vores land har ikke haft nogle sejre helt frem til
Krim, og krimsejren — det er Kains sejr over Abel, og glæden over
den mugner og lugter værre dag for dig. Derfor har det også været
nødvendigt servere den for folket viklet ind i sankt jørgensbånd*.
Sejren i Den store Fædrelandskrig, ja bare overlevelsen i den, kostede os
så forfærdeligt og ufatteligt meget blod, at dette blod ikke lader
os gøre noget, forbyder alle former for tvivl. Vi kan ikke spørge
os selv, om vi ikke selv fremskyndede Krigen, ikke selv muliggjorde
den, ja eller bare — gjorde vi alt rigtigt dengang, kæmpede vi
rigtigt, havde vi ret til også at skåne menneskeliv?
Alt dette vanærer de dødes minde, og døde er der i enhver familie.
vi forsvarer med stort held det
tyvende århundrede, og pyt så med at resten af jorden befinder sig i det
enogtyvende. Offerblodet gjorde Krigen hellig, gjorde den urølig. Stalin, der unødigt og
nådesløst ofrede millioner af vores fædre og bedstefædre, sonede
sin skyld i offerblodet og blev på den måde selv hellig. Nu betyder
det at fornærme Stalin at fornærme mindet om dem, som døde med
hans navn på læberne, ellers vil det jo fremstå som om, at de døde
forgæves, og sådan noget kan man ikke forstå.
Vi sidder fast i den krig, vi synker dybere og dybere ned i dens
skyttegrave, vi har forskanset os i computerspilsstillinger, og vi
opgiver ikke vores positioner; vi forsvarer med stort held det
tyvende århundrede, og pyt så med at resten af jorden befinder sig i det
enogtyvende.
Amerikanerne fejrer ikke afslutningen på Anden Verdenskrig, tyskerne og
englænderne fejrer ikke; de har gennemlevet og overlevet den, de
sluttede fred. Og kun vores land er blevet glemt i skyttehullerne. Vi
ser stadig Sjtirlits**, vi skriver stadig skillingsviser om krigen,
køber skråhattene fra krigsplakaterne hos sigøjnerne nede ved krydset,
vinker med sankt jørgensbånd foran det amerikanske hvide hus.
Vi burde begrave vores faldne, men vi graver dem op og jager dem ud i et
nyt slag, og de går, uden mæle mod Berlin, mod Kiev, mod
Washington. Det udødelige regiment*** marcherer på vej mod angreb bag
den allermest moderne panserteknik — uden på nogen måde at kunne
dø for de stadig levende.
Vi hører, hvordan kunstnere i glitrende kostumer hele maj, hver maj,
synger sange fra fronten — og det er alt sammen sange om døden, om
villigheden til at dø ung, om hvor forfærdeligt det er at dø og
om, hvordan man lærer at dø; hjertetrykkende, mægtige, rituelle
sange, som får os til at glemme os selv. De giver os lyst til selv
at gå i række og geled, til selv at søge førere, som man ville
turde dø for, og en hvilken som helst fører går an, er vi klar til
at dø for. Sådan forekommer det os i maj. Vi troede at vi kunne lege fortid, men nu
leger fortiden os. Vi drejer halsen af led, mens vi ser os tilbage. Vi søger inspiration i
fortiden, fordi vi ikke intet forstår om vores fremtid. Vi frygter
fremtiden, frygter, at der i dens uvished og uudforskethed også
venter os kaos og ødelæggelse. Vi søger styrke i vores
forfærdelige, barske, blodige fortid, fordi vi ønsker at overbevise
os selv om, at det værste er overstået — og at vi har gennemlevet
det.
De folk, som fører os, er umærkeligt for dem selv blevet gamle og - som alle levende mennesker - ønsker sig tilbage til deres
ungdom. De er bange for at gå fremad, fordi forude venter der dem
kun pension og død. De gør sig ikke den ulejlighed at forestille sig
vores fortid, fordi i vores fremtid er der ingen plads til dem.
I mellemtiden triller fremtiden længere og længere væk fra os, fra
vores frontlinje, fra vores bunkere, skyttegrave og jordhuler. Vi kan
ikke længere se den, den er allerede bag horisonten. Vi vil, måske,
aldrig indhente den. Men indtil vi med ære begraver alle dem, vi har gravet op, har vi ingen
vej frem mod fremtiden. Vi troede, at vi kunne lege fortid, men nu
leger fortiden os.