politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Glemt i skyttegravene

 
 
Rusland er blevet glemt i skyttegravene, mener sci-fi-forfatteren Glukhovskij.Kilde: intersucks.ru


10.05.2016
I går blev Sejrsdagen atter fejret på Den røde Plads i Moskva med stor pomp og pragt. Større faktisk end under Sovjettiden, hvor man kun afholdt paraden ved jubilæer. Efter Sovjets sammenbrud var paraderne i fire år forbudt, og da traditionen blev genoptaget, var det uden krigsmateriel.

Siden 2008 har der dog atter trillet tungt artilleri hen over pladsens brosten og Sejrsdagen bliver brugt stadigt mere offensivt. Ifølge de russiske statsmedier befinder Rusland sig i en tilstand af informationskrig med kræfter i Vesten, der forsøger at forklejne Sovetunionens rolle i Anden Verdenskrig, og der gøres et stort nummer ud af paraden og Ruslands militære slagkraft.

Mange føler imidlertid, at de og deres faldne forfædre er blevet ufrivillige statister i et indenrigspolitisk forestilling. En af dem er Dmitrij Glukhovskij, forfatter til dystopien Metro 2033, der også er forlægget til computerspillene af samme navn. Her følger en oversættelse af hans kronik «Glemt i skyttegravene» fra magasinet Slon den 9. maj.


Dmitrij Glukhovskij: Glemt i skyttegraven
Siden Putin og revanchisterne fra KGB kom til magten, fejrer vi Sejrsdagen med større og større pomp. Hver maj, hele maj, husker vi med større og større lethed Den store Krig, som næsten ingen af os kæmpede i.

Det er klart hvorfor: vores land har ikke haft nogle sejre helt frem til Krim, og krimsejren — det er Kains sejr over Abel, og glæden over den mugner og lugter værre dag for dig. Derfor har det også været nødvendigt servere den for folket viklet ind i sankt jørgensbånd*.

Sejren i Den store Fædrelandskrig, ja bare overlevelsen i den, kostede os så forfærdeligt og ufatteligt meget blod, at dette blod ikke lader os gøre noget, forbyder alle former for tvivl. Vi kan ikke spørge os selv, om vi ikke selv fremskyndede Krigen, ikke selv muliggjorde den, ja eller bare — gjorde vi alt rigtigt dengang, kæmpede vi rigtigt, havde vi ret til også at skåne menneskeliv? Alt dette vanærer de dødes minde, og døde er der i enhver familie.

vi forsvarer med stort held det tyvende århundrede, og pyt så med at resten af jorden befinder sig i det enogtyvende.
Offerblodet gjorde Krigen hellig, gjorde den urølig. Stalin, der unødigt og nådesløst ofrede millioner af vores fædre og bedstefædre, sonede sin skyld i offerblodet og blev på den måde selv hellig. Nu betyder det at fornærme Stalin at fornærme mindet om dem, som døde med hans navn på læberne, ellers vil det jo fremstå som om, at de døde forgæves, og sådan noget kan man ikke forstå.

Vi sidder fast i den krig, vi synker dybere og dybere ned i dens skyttegrave, vi har forskanset os i computerspilsstillinger, og vi opgiver ikke vores positioner; vi forsvarer med stort held det tyvende århundrede, og pyt så med at resten af jorden befinder sig i det enogtyvende.

Amerikanerne fejrer ikke afslutningen på Anden Verdenskrig, tyskerne og englænderne fejrer ikke; de har gennemlevet og overlevet den, de sluttede fred. Og kun vores land er blevet glemt i skyttehullerne. Vi ser stadig Sjtirlits**, vi skriver stadig skillingsviser om krigen, køber skråhattene fra krigsplakaterne hos sigøjnerne nede ved krydset, vinker med sankt jørgensbånd foran det amerikanske hvide hus.

Vi burde begrave vores faldne, men vi graver dem op og jager dem ud i et nyt slag, og de går, uden mæle mod Berlin, mod Kiev, mod Washington. Det udødelige regiment*** marcherer på vej mod angreb bag den allermest moderne panserteknik — uden på nogen måde at kunne dø for de stadig levende.

Vi hører, hvordan kunstnere i glitrende kostumer hele maj, hver maj, synger sange fra fronten — og det er alt sammen sange om døden, om villigheden til at dø ung, om hvor forfærdeligt det er at dø og om, hvordan man lærer at dø; hjertetrykkende, mægtige, rituelle sange, som får os til at glemme os selv. De giver os lyst til selv at gå i række og geled, til selv at søge førere, som man ville turde dø for, og en hvilken som helst fører går an, er vi klar til at dø for. Sådan forekommer det os i maj.

Vi troede at vi kunne lege fortid, men nu leger fortiden os.
Vi drejer halsen af led, mens vi ser os tilbage. Vi søger inspiration i fortiden, fordi vi ikke intet forstår om vores fremtid. Vi frygter fremtiden, frygter, at der i dens uvished og uudforskethed også venter os kaos og ødelæggelse. Vi søger styrke i vores forfærdelige, barske, blodige fortid, fordi vi ønsker at overbevise os selv om, at det værste er overstået — og at vi har gennemlevet det.

De folk, som fører os, er umærkeligt for dem selv blevet gamle og - som alle levende mennesker - ønsker sig tilbage til deres ungdom. De er bange for at gå fremad, fordi forude venter der dem kun pension og død. De gør sig ikke den ulejlighed at forestille sig vores fortid, fordi i vores fremtid er der ingen plads til dem. I mellemtiden triller fremtiden længere og længere væk fra os, fra vores frontlinje, fra vores bunkere, skyttegrave og jordhuler. Vi kan ikke længere se den, den er allerede bag horisonten. Vi vil, måske, aldrig indhente den.
Men indtil vi med ære begraver alle dem, vi har gravet op, har vi ingen vej frem mod fremtiden. Vi troede, at vi kunne lege fortid, men nu leger fortiden os.

 
* Se den svenske wikipedia-artikel om Sankt Jørgensbåndet
** Hovedpersonen i tv-klassikeren Sytten øjeblikke af foråret
*
** Se den tyske wikipediaartikel om Det udødelige regiment


Kilder:
Парад на Красной площади
Забытые в окопах


Se også:
- Kulturel oprustning
- Da USA annekterede Texas
- Elefanten i Donbass
- Tyveriet af Albrights tanker
- Glemt i skyttegravene
-
Mytens magt

 
Tilføj kommentar