27.12.2010 Den verdensomspændende krise i 2008 sendte både de russiske
energiselskaber og den russiske statskasse til tælling. På få måneder
styrtdykkede olieprisen fra 150 dollars per tønde til omkring 40 og
ellers bundsolide firmaer stod pludselig på fallittens rand. Staten
kunne intet gøre, da op mod halvtreds procent af budgettet stammede fra
olie- og gasrelaterede skatter og afgifter – indtægter, som statskassen
nu ikke længere rådede over. Hårdt presset måtte Kreml sænke skatter og
afgifter og slagte sin enorme oliefond for at kunne få budgettet for
2009 til at hænge sammen, alt imens to af Ruslands største olieselskaber
Rosneft og Transneft blev reddet fra økonomisk kollaps med lån på i alt
25 mia. dollars fra den kinesiske statskasse.
Finansministeriet vs industrien Nu har priserne
stabiliseret sig og rivegildet om fremtidens finansiering af Ruslands
modernisering er i fuld gang. På den ene side står finansminister
Kudrin, der vil indeksere eksportafgifterne på olie og gas og på den
anden side står den samlede industri anført af vicepræmierminister og
bestyrelsesformand i Rosneft Igor Setjin, der er af mange anses for at
være den egentlige bagmand bag fængslingen af oliemilliardæren Mikhail
Khodorkovskij og opløsningen af hans forretningsimperium JUKOS.
Ruslands største olieselskaber blev reddet af den kinesiske
statskasse.Fronterne er trukket skarpt op. Kudrin skal blandt
andet finansiere et embedsværk, der Ifølge The Economist på blot ti år
vokset med 66%, fra 527,000 til 878,000 embedsmænd og ikke længere
kræver 15%, men 20% af BNP. Samlet spenderer den russiske stat penge
svarende til 40% af BNP og mens statsbudgettet for blot tre år siden
balancerede ved en oliepris på 30 dollars per tønde, ligger tallet i dag
ved 123 dollars per tønde. Alligevel investerer Rusland kun omkring 21
procent af BNP i infrastruktur, mens tallet i Sovjetunionens sidste dage
lå ti procent højere. Dét er netop Setjin og branchens argument: uden
væsentlige afgiftsnedsættelser har branchen ikke råd til at etablere de
nye felter, der skal til for at sikre statskassen indtægter på langt
sigt.
Udenrigspolitiske hensynHvem der vinder rivegildet er fortsat uvist, men det
bliver måske i sidste ende ikke indenrigspolitiske hensyn, der bestemmer
udfaldet. Blandt de felter, som branchen savner penge til at udvikle,
er nemlig de felter, der på sigt skal fylde verdens længste rørledning,
den 4.900 km lange østsibiriske rørledning (VSTO), der skal føre olie
fra det vestlige Sibirien til Kina. Ledningen anlægges af Transneft og
skal forsynes af Rosneft – netop de to firmaer, som Kina sidste år lånte
25 mia. dollars.
Det vil være et hårdt slag mod Ruslands
troværdighed, hvis landet ikke finder den olie, som det allerede har
solgt til sin stadig mægtigere nabo i øst.
Константин Гаазе, Нефте-премьер, Русский Newsweek 43, 2010.
Rusland bygger verdens længste rørledning The State of Russia: Frost at the core VSTOs hjemmeside