politik
политика
økonomi
экономика
energi
энергия
kultur
культура
 

Kulbrintegudens vrede

 
 
En træt finansminister. Olieprisen tvinger Anton Siluanov til at revidere finansloven for 2016.


22.01.2016
Pessimister havde talt om det længe og analytikere ikke udelukket det. Alligevel kom det som en chok for de fleste, da prisen for en tønde olie i sidste uge faldt til under 30 dollars.
- Et Rusland, hvor olien koster 50 og et Rusland, hvor olien koster 30 dollars per tønde — det er to forskellige lande. Vi udvinder 10 millioner tønder olie om dagen og en forskel på 20 dollars giver et tab på 200 mio dollars om dagen eller 70 milliarder om året, udtalte aktieanalytiker Jaroslav Podsevatkin til finansmagasinet RBK mandag den 18. januar.1

Rammer de svageste
De russiske politikere var faktisk vågnet op i et andet Rusland. Få uger inde i det nye år er den russiske regering nødt til at revidere finansloven for 2016, der var baseret på en gennemsnitslig pris per tønde på 50 dollars. Ifølge «Vedomosti» har finansministeriet givet ministerier og styrelser ordre til at nedbringe antallet af medarbejdere med 10 procent og spare 10 procent på alle andre poster. Og angiveligt cirkulerer der en mundtlig ordre om at finde yderligere besparelser.2

Krisen rammer først og fremmest den almindelige russer. Den reelle arbejdsløshed menes i forvejen at ligge på den forkerte side af 25% af arbejdsstyrken og 70 % af russerne oplyser, at de bruger mindst halvdelen af deres indkomst på mad. De russiske kontrasanktioner har sendt priserne på fødevarer i vejret, og det russiske landbrug har ikke kunnet øge produktionen pga den høje rente4, som centralbanken håber vil kunne standse kapitalflugten ud af Rusland.

Rusland på sprøjten
Det vrimler med russiske ordspil, der beskriver Ruslands had-kærlighedsforhold til olien. Ifølge ét sidder landet «på olienålen» i betydningen, at Rusland«er på sprøjten». Et andet mundheld lyder: «Olien falder ikke, olien hævner».
Den 11. december fik Rusland måske et nyt mundheld. Under det direkte debatprogram Personalno vasj på Ekho Moskvy skrev en lytter ind på Twitter og spurgte:
-Mozjet my prognevili uglevodoroditsu?
-Har vi mon vakt kulbrintegudindens vrede?5
Udtrykket er noget sjovere på russisk. Det er en sammentrækning af det russiske ord for kulbrinter uglevodoródy og det gammelslaviske ord for jomfru Maria bogoróditsa. Hvad der er knapt så sjovt er, at der er noget om snakken, for det russiske regime har rent faktisk gjort sig meget sårbar overfor "kulbrintegudens" luner. Sammen med våbenindustrien var energisektoren en af de få grene af den russiske økonomi, der var sluppet helskindet gennem 1990'erne, og Putins team satsede yderst bevidst på sektoren. I Ruslands energidoktrin for perioden ind til 2020 fra 2003 bliver tonen slået an allerede i første linie: Rusland råder over betydelige energireserver og et stort energikompleks, som danner base for den økonomiske udvikling og et instrument for at føre inden- og udenrigspolitik

Rettidigt held
Og det har Rusland så gjort. Ført uden- og indenrigspolitik med sine olie- og gasreserver som økonomisk fundament. Under præsident Putins to første embedsperioder som præsident gik det godt. Olieprisen steg fra 13 til 150 dollars, og der blev talt om udbygge nye felter i Sibirien og i Ishavet for at sikre Ruslands velstand frem til 2050.

Da finanskrisen ramte Rusland i 2008 og olieprisen på få måneder dykkede til 40 havde Putin indtaget posten som regeringsleder. Det var Dmitrij Medvedev, der som præsident måtte slå hul på oliefonden for at få finansloven for 2009 til at hænge sammen. Russiske energigiganter som Rosneft og Transneft måtte reddes af store kinesiske lån, og der blev talt om, at den russiske økonomi skulle diversiferes og afhængigheden af råstoffer mindskes.

Da Vladimir Putin i 2012 atter indtog præsidentposten, havde olieprisen imidlertid rettet sig, og den russiske stat kunne igen levere offentlige service uden at gennemføre reformer af det russiske skatte- og retssystem eller på anden måde forberede den russiske økonomi til tider med lavere oliepriser. Trods hensigtserklæringer om det modsatte var andelen af olie, olieprodukter og gas af den samlede russiske eksport i 2014 steget til 69,5%. Fra blot 39,7% i 1999.6

Dollareffekt og overproduktion
Det begyndte at hævne sig hen sidste halvdel af 2014, da olieprisen faldt fra 114 til 55. Helt i tråd med den generelle anti-vestlige retorik beskyldte flere russiske iagttagere USA og Saudi-Arabien for at have «arrangeret» prisfaldet. I en kronik i Financial Times i januar 2015 skrev chefen for verdens største børsnoterede olieselskab Rosneft, Igor Setjin, spydigt:
Priserne sættes i bevægelse af finansspekulanter, hvilket reducerer effekten af reelle faktorer som efterspørsel og udbud til nul (…) Finansbobler, markedsmanipulationer, overdreven regulering, regionale forskelle — disse forvrængninger er så groteske, at man kan stille sig selv spørgsmålet: er der overhovedet et »marked» for olie?
Setjin har ret for så vidt, at oliepriserne udelukkende er baseret på handel med værdipapirer. Fx. spekuleres der nu i, at olieprisen kan komme helt ned under 207. Der findes imidlertid også andre årsager til den lave oliepris.
Én årsag er, at der på verdensplan stadig produceres mere olie end der forbruges. Den kinesiske vækst skuffer stadig, de strategiske reserver er fyldt til randen og sanktionerne mod den iranske olie er ophævet.
En anden årsag til at olieprisen falder er, at olie handles i dollars og dollarkursen i to år har været på vej op. Selvom prisen målt i dollars er rekordlav, er den målt i andre valutaer stadig dyr, hvilket sænker efterspørgslen. Ifølge analysefirmaet Stanley Morgan er det overproduktion, der har bragt olieprisen fra 100 ned til 60, men dollareffekten, der har bragt den fra 55 ned til de nuværende 28 dollars8.

 
 
Danimir Praigh? Putins store popularitet skyldes ikke mindst, at han har kunnet dele ud af indtægerne fra Ruslands olie- og gaseksport.


Fossil udenrigspolitik
De nye prisfald rammer de russiske energiselskaber hårdt. Flere har selv i de forgangne fede år har haft svært ved at tjene penge trods en række skattefritagelser. I Rosnefts tilfælde skyldes det først og fremmest en agressiv ekspansionsstrategi. Mest berømt var opkøbet af TNK-BP i 2013 for 55 mia dollars. Markedet kunne imidlertid ikke se det fantastiske i hverket opkøbet eller i firmaets nøgletal9, og i dag har Rosneft en markedsværdi på kun 34 mia dollars10.

Den russiske gas kommer simpelthen for sent ind på det kinesiske marked, og kan højst bruges af kineserne til at presse prisen på den LNG-gas, der allerede bliver sejlet ind i de kinesiske havne.
For Ruslands anden energigigant Gazproms vedkommende, skyldes de dårlige regnskaber, at selskabet ikke er blevet kørt som en forretning, men som en brik i russisk udenrigspolitik. Det var ikke mindst Gazproms skærmydsler med Ukraine, der har banet vejen for EUs skrappe antimonopollovgivning og presset Gazproms markedsandel i EU ned under 25 procent. Selskabet har svært ved at finde afsætning for de 617 mia m3 gas det har kapacitet til at årligt at udvinde - i 2015 afsatte Gazprom kun 444 mia m3.

Den kinesiske knude
Det asiatiske marked, som Gazprom og den russiske regering har truet EU med at opprioritere11 kan imidlertid ikke erstatte de europæisker markeder indenfor overskuelig fremtid. Den russiske gas kommer simpelthen for sent ind på det kinesiske marked, og kan højst bruges af kineserne til at presse prisen på den LNG-gas, der allerede bliver sejlet ind i de kinesiske havne.

Det sætter store spørgsmålstegn ved den storegasaftale på 400 mia dollars, som Gazprom fik forhandlet plads med Kina i sommeren 2014. Aftalen blev i russiske medier udlagt som en stor sejr, men de russisk-kinesiske forhandlinger havde stået på i 10 år og det, der tilsyneladende gjorde udslaget var, at præsident Putin personligt dukkede op til forhandlingerne og garanterede, at gassen ville blive friholdt for skatter og afgifter.
Rusland vil således få meget lidt ud af aftalen, og heller ikke for Gazprom er aftalen fantastisk. Ifølge selskabets egne beregninger vil de nødvendige investeringerne først have tjent sig selv ind i 2050, og det forudsat en pris på 350 dollars per 1000 m3.12 I selskabets kontrakter er gasprisen imidlertidknyttet til olieprisen over de foregående seks til ni måneder13, så den pris meget vel kan være urealistisk. Ydermere viser det sig, at der end ikke er enighed mellem Kina og Rusland om, hvem der skal bekoste rørføringen fra russiske grænse og de 3000 km ned til det tætbefolkede sydøstlige Kina.14

Skamlen skælver
Kreml bruger imidlertid fortsat Gazprom som politisk værktøj. Senest har Gazprom lagt pres på Turkmenistan for at få genforhandlet en tabsgivende kontrakt. Flere Iagttagere mener, at den relle grund til det russiske pres er at tvinge det ellers neutrale land ind i et militært samarbejde i lyset af den stadigt mere ustabile situation i Afghanistan.15

De dykkende oliepriser truer også med at undergrave de autoritære kulbrinteafhængige regimer, som Moskva anser som sine nærmeste allierede. I takt med at olieprisen falder og skævler magtbasen under fx det kasakiske styre, hvis oliefond tømmes med bekymrende hast, og under styret i Azerbadjian, der er begyndt at subsidiere mel for at holde sociale protester i ave.

Præsidentens petroplexus
Heller ikke i Rusland er protester længere utænkelige. De lave oliepriserne rammer det russiske regime dér, hvor det er mest sårbart: den økonomiske stabilitet. Op gennem nullerne og helt ind i 2014 har denne stabilitet givet russerne en enorm velfærdsfremgang. Det er blevet muligt at tage forbrugslån, købe bil, købe lejlighed og at tage på udlandsrejser. De dalende oliepriser har imidlertid sat en dæmper på forbrugsfesten. Den høje rente har taget pusten ud af boligmarkedet og valutakursen har dæmpet rejselysten betragteligt. I januar 2014 kostede en dollar 32 rubler. Året efter kostede den 56, mens den i år kostede den 72 og i skrivende stund koster 80 rubler16 - mere end den har gjort siden 1998.

Den billige rubel er princippet en chance for det russiske økonomi til at få gang i eksporten, men korruption og monopoler gør det svært for nye firmaer at få fodfæste. Det sidste ti-år har unge russere søgt ind i sikre jobs i det offentlige, netop der, hvor reallønnen nu daler daler og arbejdsløsheden stiger. Og i fraværet af en fri presse og frie valg kommer den sociale utilfredshed primært til udtryk i form af demonstrationer. I slutningen af 2015 demonstrerede de traditionelt kreml-tro langturschauffører mod en ny vægtafgift, og i januar 2016 har pensionister i Sotji og Krasnodar demonstreret mod dyrere offentlig transport.17 Foreløbigt er der tale om sociale protester. Tiden vil vise, om det vil komme til egentlige politiske protester.

Kilder:
1. Российский фондовый рынок обвалился на новостях о нефти
2 http://www.vedomosti.ru/economics/articles/2016/01/22/625037-pravitelstvo-antikrizisnii-plan
3 Вроде не бездельники
4 Импортозамещение начинается с зернышка
5 echo.msk.ru/programs/personalnovash/1674646-echo/
6 Державное бессилие: каковы итоги 16-летнего правления Владимира Путина
7 Если завтра $20
8 Новое дно нефти: почему трейдеры и аналитики ставят на $20 за баррель
9
Gigantomaniens pris
10
Державное бессилие: каковы итоги 16-летнего правления Владимира Путина
11 Как «Газпрому» стало некуда девать газ
12 Gigantomaniens pris
13 http://www.gazprom.com/about/marketing/europe/
14
Как «Газпрому» стало некуда девать газ
15 Туркменский гамбит
16 http://www.valutakurser.dk/
17 В Краснодаре пенсионеры протестуют против отмены льгот


Se også:
Arktis sejlet agterud 
Arktisk ultimatum 
Om zombiekassen og køleskabet

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: